“Det er ikke mig, det er dig” (der er forkert)

IMG_1772

I arbejdet med at forberede foredraget Skam og Lyst fandt jeg en gammel bog frem. Jeg læste den for mange år siden, og en enkelt passage hang altid ved. Bogen handler om kvinders orgasme eller mangel på samme. I begyndelsen af bogen fortæller forfatteren om en samtale med sin kæreste. Han spørger, om hun fik orgasme, og da hun svarer nej, spørger han til om hun har fået det før. Da hun svarer nej, konkluderer han, at så er det jo ikke ham, der er noget galt med.

At samtalen handler om noget så intimt som orgasmer, gør den interessant fra et skamperspektiv. Alligevel er det en universel samtale, vi mennesker har, når sårbarhed stiller os overfor frygten for skam. Er det dig eller mig, der er forkert? Den dukker op gang på gang. Mellem fremmede på nettet. Een skriver om lykken ved at gå hjemme med sine børn. En anden læser det, spejler sig i det og føler sig forkert. Indsæt selv emner som politik, kost, livsstil, motion, parforhold, krop, uddannelse, økonomi osv. Ubevidst spørger vi os selv: “er det dem eller mig, der er forkert?” Dette kan resultere i tre ting: ligegyldighed, dårlig samvittighed/ indadvendt skam eller angreb/udadvendt skam.

Ligegyldighed opstår, når vi ikke føler, at skammen er på spil. Når vi ikke føler os udsat i konfrontationen med en andens mening, holdning eller situation. Ligegyldighed i denne sammenhæng er ikke noget negativt. Det betyder bare, at vi ikke ser den andens holdning, som en trussel mod os.

Den dårlige samvittighed eller indadvendt skam opstår, når vi føler os ramt. Vi er måske lidt enige i den andens kritik af os. Måske er det ikke en gang formet som kritik, det er bare et ømt punkt for os. Kvinden i bogen føler sig forkert, fordi hun føler, at der må være noget galt med hende, siden hun ikke får orgasmer. Det behøver dog ikke være noget så intimt som orgasmer. Det kan være alt fra at få at vide, at man da vist ikke er ordensmenneske, til at man er en dårlig forælder, eller en kommentar om ens krop eller tøjstil. Alt, hvad vi ønsker at være, har potentialet til at lede til skam, hvis vi ikke føler, at vi lever op til det. Den indadvendte skam opstår, når vi tager kritikken på os. Vi nikker genkendende til den andens syn på os, og bøjer hovedet i skam.

Den tredje mulighed er udadvendt skam eller angreb. De fleste af os kender situationer i parforhold, venskaber eller kollegiale situationer, hvor en bemærkning om noget, vi kunne gøre bedre, får os til at bide tilbage. Når min mand pointerer, at der roder i huset, skælder jeg ham ud for ikke at lave nok. Grundlæggende kan man sige, at vi reagerer med variationer af sætningen “Tror du virkelig du er bedre end mig?” eller “Hvad med dig selv?” Måske var kommentaren om det rodede hus slet ikke en kritik fra hans synsvinkel, bare en konstatering. Men fordi jeg selv kæmper med det, går jeg ind i kampen om, hvem af os, der er forkerte. Det samme gør manden i bogen. Selv om han på overfladen spørger ind til hende, så handler hans spørgsmål om ham selv. Han udspørger hende for at nå frem til lettelsen over, at det ikke var ham, der var noget galt med. Det er ikke ondt ment. Det er bare en menneskelig tendens.

Sagen er, at følelsen af skam, lukker ned for vores empati. Dette overraskede forskere i høj grad. Gennem historien har man brugt skam som et middel til at få mennesker til at rette ind. Gabestokken og skammekrogen skulle få folk til at tænke på, hvordan deres handlinger var forkerte. Udstillingen af dem var til for både at skræmme andre fra at gøre det samme, men også for få de straffede til at tænke på andre, der led under deres handlinger. Problemet er bare, at vi slet ikke tænker på andre, når vi bliver ramt af skam. Følelsen er så overvældende og smertefuld, at vi faktisk bliver egoistiske. Det er nemt at se i reaktionen angreb. Her er kampen tydelig. Hvem af os to vinder, og får ret i, at det er dig og ikke mig, der er forkert?

I en den indadvendte skam er egoismen sværere at få øje på. Det betyder dog ikke, at den ikke er der. Skammen fylder en så meget, at man ikke længere er i stand til at forholde sig til den anden. Ofte vil det lede til svar som “Ja jeg er også bare en stor idiot” eller “Jeg ved godt, at jeg er forkert.” Problemet ved disse svar er, at de handler om en selv. Man er ikke længere i fællesskabet med den anden. Flere parterapeuter fortæller om, hvordan den indadvendte skam hindrer kommunikation. Den skamramte holder op med at lytte. Det eneste der fylder er skammens smerte og håbløshed.

Så begge tilgange er uproduktive. Hvad ville være bedre at gøre? Dette er ikke en mirakelkur, og den kræver ekstremt meget øvelse. For det første skal vi lære at genkende skammen. Når vi genkender den, kan vi tage højde for den. Måske har vi brug for at sige det højt. Sige “Når du siger det, så er min første tanke, at jeg er forkert, og det gør ondt” Eller fortælle, at vi har lyst til at gå til angreb. Åbne op for skammen i stedet for enten at lade den opsluge os eller forsøge at angribe os ud af den. På den måde kan vi undgå at reagere instinktivt. Derefter må vi prøve at træde et skridt tilbage, og finde vores nysgerrighed frem. Ægte nysgerrighed. Der, hvor vi i steder for at reagere, undersøger. Spørger ind. Ikke for at finde ud af, hvem der er forkert. Faktisk er forudsætningen, at vi forsøger at holde fast i, at ingen af os er forkerte. Vi skal forsøge at finde nysgerrigheden, hvor vi i stedet for at fyldes af egne følelser og fokusere på dem, fokuserer på at forstå den andens budskab. Se det fra den andens vinkel. Og bede dem se den fra vores. Ingen af os kommer til at kunne gøre det i alle tilfælde i livet. Ingen af os bliver perfekte til det her. Tro mig.

Den sidste pointe er denne: Hvis du føler dig angrebet, vil der næsten altid være skam i spil for den anden. Hvis man ikke selv føler skam og er i gang med at forsvare sig mod den, er der heller ikke noget ønske om at få andre til at forstå, at de er forkerte. Vi kan have reelle ønsker om at få andre til at forstå, at de tager fejl eller at de har gjort noget forkert. Men selve det at ville stemple andre som forkerte, udspringer stort set altid af et ønske om at placere forkertheden hos andre, så vi selv slipper for den. Skam er nemlig så smertefuld, at vi bliver ret så egoistiske af den. Og svaret på spørgsmålet om hvem af os, der er forkert, skal allerhelst besvares med: “Ingen”

 

 

Fødselsdag og sociale medier og en tv-serie

“Jeg deler videoen på de sociale medier på min fødselsdag, så er folk nærmest tvunget til at dele den. Så ser en masse mennesker, hvad jeg laver. Er det ikke en cool plan, bro?”

Den unge mand overfor mig i toget sagde denne sætning i telefonen. Og den hang ved hos mig. Personen i den anden ende var vist lidt skeptisk overfor planen.

Ærligt, så sad jeg selv et øjeblik og tænkte “Hmm måske det kunne være en god idé. Så kunne jeg få flere til at dele mit arbejde.” På den anden side fik jeg dårlig smag i munden. Jeg vil jo egentlig kun, at folk deler, hvad de føler for. Men selv i mig (i dag 32 år) er der en kamp med, hvad de sociale medier bruges til.

På den ene side elsker jeg de sociale medier. At kunne se hverdagsbilleder fra venner og familie, der bor langt væk. At kunne dele sjove og gode øjeblikke. Måske især når jeg er selvstændig og ikke har kolleger. Samtidig er jeg meget klar over, at sociale medier bidrager til manges selvværdsproblemer og skam. Anken mod sociale medier er tit glansbilledet; at det kun er det pæne, der vises frem. Jeg er faktisk ofte uenig med den kritik. For jeg mener ikke rigtig, at sociale medier er til for andet. Det er til for at dele det overfladiske. Eller det stærke og sårbare, som vi er okay med. Når vi deler de mørke sider af livet, er det vigtigt at gøre ansigt til ansigt. Vores hjerne er indrettet til at kommunikere med både mund, ører og øjne. Så det mener jeg ikke, er så smart at bruge de sociale medier til.

Noget af det klogeste jeg har hørt sagt om de sociale medier, kommer fra en tv-serie jeg lige har set. Anden sæson af American Vandal. Jeg vil ikke spole serien, men dens afsluttende speak siger blandt andet: “Vi er den første generation, der lever to gange. Vi lever hvert øjeblik og samtidig er vi kuratorer på vores eget liv.” Kurator er et job i kunstverdenen, der handler om at vælge kunststykker ud og sætte dem sammen til en udstilling. Hvordan skal de præsenteres? I hvilken rækkefølge? Hvor? I hvilken sammenhæng? På samme måde designer vi en slags udstilling på de sociale medier. Vælger øjeblikke ud og deler dem i den sammenhæng, vi finder passende. Og det er der ikke noget galt med. Sparken fortsætter med at lægge vægt på, at det vigtigste er, at vores liv foregår med de mennesker, vi omgås. Dem i levende live og Real time. Det er dem, der skal have det sårbare, det følsomme og det rå.

Problemerne med de sociale medier er, hvis de bliver en målestok. Noget vi sammenligner vores eget liv med. Eller hvis vi ikke har nogen at følges med i det virkelige liv.

Så jeg vil ikke bede jer dele den her. Hvis du har lyst så værsgo. Men jeg startede med at skrive den her i morges og afslutter nu, mens min kære mand putter børnene og gæsterne lige er gået ud af døren. Og det har været følsomt, ærligt, råt og skønt. Og mit fødselsdagsønske er, at vi alle må blive bedre til at se sociale medier som en slags udstilling af spændende, smukke, sjove, vigtige og interessante ting. Men ikke et sandt billede af andres liv. Liv det liv med dine nærmeste. Og glem at sammenligne. Og når jeg skriver os alle, mener jeg også mig.

Nå der er mere kage! Ses

Moderen, der (aldrig) følte sig god nok

mom

Den anden dag stod jeg og kiggede på min søns madpakke. Han fik igen igen et hjemmebagt pølsehorn og lidt frugt og grønsager med. Jeg tænkte på, at jeg ikke var kreativ nok med hans madpakke. Så tænkte jeg: “Der er jo ingen andre forældre, der ser, hvad der er i madpakkerne, så det går nok.” Og det næste jeg tænkte, nej nok nærmere følte, var skam. Skam over, at jeg gik mere op i, om andre forældre så min manglende kreativitet, end om min søn kunne lide sin madpakke.

Hvor er det dog en lille ting. Men den vidner om, hvor mange ting, vi kan føle, vi skal leve op til som forældre. Tusind ting. Den dårlige samvittighed er nærmest en konstant i mit liv som mor. Den startede allerede fra første dag, hvor graviditetstesten var positiv. Spiste jeg rigtigt? Undgik jeg parfume og kemikalier? Så mistede vi den første omkring uge 12. Var det mig, der var noget galt med? Jeg var heldig nok til, at min mor og hendes veninder havde delt åbent om deres egne spontane aborter, så jeg vidste, hvor normalt det var. Så mistede vi anden gang. Lægerne sagde, at vi først skulle bekymre os, hvis vi mistede 3 gange. Så gæt om, jeg var panisk, da jeg blev gravid 3. gang. Længe inden jeg holdt mit barn i armene, var jeg i fuld gang med at tvivle på mine egne evner som mor. Er jeg god nok? Gør jeg det godt nok? Gør jeg det rigtige? Føler jeg det rigtige? Hvad skal der overhovedet til for at være en god mor?

Efter jeg begyndte at studere følelsen skam, kunne jeg se, hvordan den har påvirket mit moderskab fra starten. Følelsen af at være forkert. Frygten for at være ærlig omkring mine følelser, mine usikkerheder, mine fejl, min uvidenhed osv. Tænk hvis andre så på mig, og konkluderede, at jeg var en dårlig mor? Det ville være det værste! Af alle ting, jeg kunne være, ville en dårlig mor være et af de værste at være. Besøg af sundhedsplejersken kunne føles som en forfærdelig eksamen.

Værst for mig var alle de historier, jeg havde hørt om den fantastiske følelse af at se sit barn første gang. Pga en sygdom skulle jeg have planlagt kejsersnit. Allerede der begyndte nogle mødre at kommentere på, hvor heldig jeg var, at jeg slap for at føde. Andre havde ondt af mig, fordi jeg ikke skulle prøve den fantastiske oplevelse. Jeg anede ikke, hvem der havde ret, og følte mig helt forkert i begge kommentarer. Så gik vandet en måned for tidligt og bedøvelsen virkede ikke, som den skulle. Jeg besvimede flere gange, og da de lagde min søn op til mig, var jeg bare bange og helt overvældet af smerter. Min første tanke var “Tag ham væk” (jeg var bange for at tabe ham og kunne ikke overskue det) og den næste tanke var “Hvad er der galt med mig, når jeg ikke føler lykke og kærlighed?” Her bagefter kan jeg godt se, at det var en ret naturlig oplevelse i situationen. MEN i situationen tænkte jeg ikke over omstændighederne, jeg dømte bare mig selv som forkert mor fra starten. Netop idealerne for at være mor, kan nemt påvirke vores dømmekraft, så vi dømmer os selv voldsomt hårdt.

Problemet med skam er netop, at den lever i det skjulte. Vi tør ikke dele følelsen, fordi vi er bange for at blive bekræftet i vores egen frygt for at være forkerte. Jeg havde ikke lyst til at fortælle nogen, at lykkefølelsen ikke var indtruffet, da jeg så ham første gang. Det var for skamfuldt. Vi tror, at det kun er os, der går med de svære tanker og følelser. Derfor drømmer jeg nu om, at flere kan lære om skammen og hvor normal den er. Og om hvor urealistiske forventninger til mødre er. De er diffuse, modsatrettede og umulige. Vi skal være overskudsagtige hele tiden. Der er flere midler mod skam, der arbejder sammen. Vi skal rydde ud i idealerne og acceptere, at vi ikke kan leve op til dem alle sammen. Vi skal acceptere, at vi aldrig kommer til at leve 100% op til de idealer, der så er tilbage. Vi skal finde nogle at vandre med, som ser på os med kærlige og nådige øjne. Og måske vigtigst af alt: Vi skal lære om skam. Vide hvad den er, og hvordan den virker. Så vi kan genkende den og tænke “Jeg føler skam” i stedet for ” Jeg er forkert” eller “Jeg er en dårlig mor”.

Derfor er et af mine tilbud som psykolog at komme ud til mødregrupper, eller en gruppe mødre, der inviterer og tale om skam. Hvordan kommer vi ud af den onde spiral af dårlig samvittighed? Hvordan hjælper vi hinanden som kvinder? Hvordan kan vi selv arbejde med at slippe de uopnåelige idealer og leve mere ærligt, kærligt og autentisk? Vi har brug for det. Jeg har haft brug for det. Vores børn har brug for det. De har brug for mødre, der ikke hele tiden dømmer sig selv. Og hurra for det. For husk: Hver gang du skammer dig, så husk lige, at det siger noget godt om dig, at du ville ønske, det var anderledes. Det siger, at du ønsker det allerbedste, og hvor er det smukt! Og hvis du ikke har en mødregruppe eller en flok, du vil samle, men føler dig ramt og har lyst til at ændre det, så kontakt mig alligevel for en personlig aftale.

Kære mødre, klap jer selv på skulderen. Hvis der ikke var et ønske om det bedste, ville der heller ikke være dårlig samvittighed! Men det betyder ikke, at du skal leve med den for altid.

Psykolog Krista Korsholm Bojesen

kristakorsholm@gmail.com

tlf: 28557606

 

“De skammer sig jo ikke nok…”

Bemærkningen kom i en undervisning, hvor jeg var ved at fortælle om What-the-hell-effekten. Den opgivende følelse, der kommer, i forbindelse med skam. Følelsen af at det alligevel ikke nytter noget, så det kan også være lige meget. Jeg brugte eksemplet med mennesker, der gerne vil tabe sig, men ikke oplever at det nytter noget.

Manden afbrød mig og sagde “De skammer sig jo ikke nok til at lade være med at gå ind til bageren. Så skammer de sig ikke nok!” Jeg forstår godt hans tanke. Forskningen og erfaringen viser bare, at han tager fejl. Det handler ikke om at skulle skamme sig nok til at ændre sig. Faktisk er det modsat. Jo mere skam jo mindre incitament til at ændre sig. For skam fjerner håbet. Og motivation er afhængig af håb. Vi er nød til at tro på og have håb for at ændre noget. Tro på, at det nytter. Håb for at det kan lykkes.

Når skammen fjerner håbet, siger vi ting som “det nytter alligevel ikke noget” “hvilken forskel gør det at prøve” “jeg har alligevel rygrad som en regnorm” “jeg lykkes alligevel aldrig, så jeg kan lige så godt opgive” eller på engelsk “What the hell”.

Det er meget ukonstruktiv at fortælle mennesker, at de er forkerte og skal ændre sig for at blive gode nok. Det kan godt være, at intentionen bag at gøre det er god. Det fungerer bare ikke.

Senere i foredraget kom vi til at tale om noget andet. Den samme mand afbrød igen og sagde, at det havde han opgivet, for det nyttede ikke noget. Så jeg vendte tilbage til “What-the-hell-effekten” og satte de to eksempler op overfor hinanden. Og hvis I tror, jeg hænger ham ud her, så tro om. For han kiggede på mig og sagde “Det her skulle jeg da have lært i folkeskolen! Så havde jeg forstået meget mere i livet!” Og det kræver mod og styrke at lære nyt. At slippe sine overbevisninger og sige “det vidste jeg ikke”.

Det fede var, at han ikke blev ramt af skam. Han tog det til sig uden at føle sig forkert. Som han sagde: det skulle han have lært meget tidligere. Han tænkte jo bare som, han havde lært. Og jeg har den dybeste respekt for ham.

Og helt ærligt så er det jo på ingen måde kun ham, der tænker på den måde. De fleste mennesker tror, at mennesker bare skal tage sig sammen. At hvis de virkelig tog deres problemer seriøst ville de løse dem. Og hvor ville verden være mere enkel, hvis det bare fungerede sådan.

Men vi hjælper INGEN ved at holde fast i den tankegang. Faktisk graver vi hullet omkring dem større. Ægte hjælp er at sætte mennesker i en bedre situation, end de stod i før. Og at udskamme sætter kun folk i en dårligere situation. Hvor ulogisk det end lyder for mange.

At hade Askepot/kvinder mod kvinder

Jeg hader historien om Askepot. Jeg nægter at læse den for mine børn. Jeg elskede den som barn. Jeg husker at drømme om, at prinsen ikke bare skulle vælge en prinsesse, men også en lillesøster og at jeg blev valgt. Drømmen om at danse på prinsens fødder i en kopi af Askepots kjole kan jeg stadig levende genkalde. Og ønsket om at være udvalgt af den elskede, er nok ret alment for mennesker. Gengældt kærlighed er det skønneste, der findes. Ugengældt kærlighed noget af det sværeste.

Senere i livet har jeg arbejdet lidt med en idé om, at kvinder bliver tiltrukket af bad boys af samme årsag som Askepot; drømmen om at blive den udvalgte. At være den, der får lov at komme bag facaden og være særlig.

Det er dog ikke grunden til, at jeg hader Askepot. Nej den hader jeg pga historierne om kvinder i historien. Stedmoderen hader Askepot, fordi faderen elsker Askepot. En voksen kvinde er misundelig på et barn, fordi hun bliver elsket. Øv-historie. Askepot gør alt, hvad hun kan for at blive elsket, men fordi hun er smuk er hun i konkurrence med sine stedsøstre. Meget af historien handler om Askepots kamp for at nå at lave de umulige opgaver, stedmoderen sætter op som forhindringer for at komme med til bal på slottet. Og hvorfor er det vigtigt, at Askepot ikke kommer med på slottet? Jo for hvis hun kommer med, kan det være, at hun “vinder” skønhedskonkurrencen. Hele præmissen for konflikten er, at en mand (prins) ønsker sig en kone og hun skal selvfølgelig være den smukkeste af alle. Ikke den sødeste, ikke den klogeste, ikke den mest interessante, men den smukkeste. En mand samler alle kvinder, han kan, for at vælge mellem dem.

Og da Askepot endelig kommer til bal, forelsker prinsen sig i hende. Dog ikke nok til at kunne genkende hende, men heldigvis har han en sko, som kun hun passer. Hendes stedsøstre skærer hver især enten en tå eller en hæl af for at passe skoen, men blodet afslører dem. Prinsen får sin Askepot. Og til brylluppet flyver duer ned og hakker øjnene ud på stedsøstrene. Så Askepot lever lykkeligt. Men kun fordi hun var smuk nok til at blive valgt. Hun gør faktisk ikke andet end at være smuk.

Øv! Øv for en historie om kvinder. Konkurrence, nedgørelse, magtmisbrug, ydmygelse, hævn og en forståelse af værdi som er fuldt ud overladt til en mand at fastsætte. Der er ikke en eneste positiv interaktion mellem kvinder i dem historie. Og det ærgrer mig!

For hvor sker der mange vidunderlige ting, når kvinder lægger konkurrencen væk og taler hinanden op. Når vi ser, at der er nok skønhed, talent, venlighed, kærlighed og plads til os alle sammen. I virkeligheden er der jo ikke kun een prins. I virkeligheden er skønhed ikke en konkurrence. Hverken den ydre eller den indre. Skønhed bliver bare større, når den skabes sammen. Jeg var aldrig kommet dertil, hvor jeg er i mit liv uden skønne opmuntrende kvinder.

Jeg vil ikke være Askepot. Hvis Askepot var i terapi hos mig, ville jeg være ret bekymret for, at hun var så udsultet efter kærlighed, at hun ville tage hvem som helst. Prins eller ej. Måske vil jeg være feen. Hvis jeg får lov til at droppe delen med, at alt det skønne forsvinder til midnat. Hvis jeg må være feen, der deler blomster og skønhed og glæde ud til kvinder, der er kede af det, så vil jeg godt være med. Men det er immervæk heller ikke meget godt at sige om et eventyr.

Hvorfor kan jeg hidse mig op over et eventyr, spørger du? Det meste af tiden tænker jeg nu heller ikke på Askepot. Men jeg hidser mig op, fordi eventyret om Askepot understøtter og opbygger et skrækkeligt billede af kvinders roller, kvinders værdi og kvinders forhold til hinanden. Og det er ikke en bi-ting! Det er et problem og en smerte, som mange kæmper med hver dag. Og hvis eventyr skal være en spejling af livet, så er dette eventyr desværre alt for relevant den dag i dag.

Så prøv at være feen i stedet for. Eller Pippi. Eller Snehvid og Rosenrød. Eller Elsa og Anna. Eller bare en kvinde, der ikke er i konkurrence med andre kvinder. Vi er altså på hold med hinanden. Ikke mod mændene. Det er ikke pointen overhovedet. Men vi skal være på hinandens hold.

Hvordan er det at gå til psykolog?

Der er mange forestillinger om at gå til psykolog. At skulle ligge sig på en sofa og tale om sin barndom. Eller at psykologen bare sidder og nikker og svarer “Hmmmm”. Det er ikke så sjældent, at jeg har en samtale med en ven eller en bekendt, der overvejer at tale med en psykolog, men som bliver bremset af forestillingerne. Nogle bliver bremset, fordi de tænker, at de skal forklare hele problematikken i første mail til psykologen. Andre bliver bremset, fordi de tror, at så skal man tale om alt. Generelt er der en oplevelse af, at det er uoverskueligt at tage hul på. Så jeg tænkte, at jeg ville skrive lidt om, hvordan det egentlig er og hvordan vi psykologer ofte griber tingene an. Jeg kan selvfølgelig ikke tale for alle psykologer, men jeg kan tale af egen erfaring og det som jeg ved fra mine kolleger.

For det første: Du skal ikke forklare det hele i en mail. Hvis du kunne forklare det hele, eller havde overblik over det hele, ville det måske slet ikke være nødvendigt at tale med en psykolog. For det andet så foretrækker vi psykologer for det meste at tale ansigt til ansigt. Det kan være nok at skrive og spørge efter en tid. Så kan problematikken tages op til første møde. Det er meget nemmere at forklare, når du sidder der. Og hvis det er parterapi vil psykologen for det meste helst tale med begge parter på en gang.

For det andet: Du er klienten. Det er dig, der kommer med noget, som du gerne vil arbejde med. Sammen vil I lave (oftest) lave det, vi kalder en kontrakt på første møde. Det er ikke skriftligt eller bindende. Men for at sætte rammen for, hvad du gerne vil arbejde med, ændre eller få hjælp til. Måske spørger psykologen ind til andre ting, end du selv havde tænkt på. Men det er dit behov og ønske, der er centrum. Nogle er meget bange for, at psykologen ville tale om noget andet end de vil. Det er en ret ubegrundet frygt. Som psykologer tager vi udgangspunkt i, hvad DU ønsker at arbejde med. På den anden side kan det være nødvendigt at spørge ind til andre områder, der kan påvirke det. Det vigtige er, at du ved, at det er dig, der er i centrum. Psykologen er der for at hjælpe dig.

For det tredje: Du behøver ikke have det forfærdeligt for at gå til psykolog. Nogle bliver bremset af tanken om, om de nu også har det skidt nok til at gå til psykolog. Vi psykologer sidder altså ikke og dømmer og tænker, at du må være ret pjevset for at komme med det, du kommer med. Tværtimod så har jeg personligt en stor respekt for mennesker, der tager ansvar for dem selv ved at arbejde med et problem, en vane, en depression, en skam, en konflikt, angst eller hvad det er. Vi ved alle, at et godt helbred ikke bare kommer af at gøre ingenting. Det gør et godt psykisk helbred heller ikke. Så det at tage hånd om sig selv og søge hjælp bliver ikke vurderet i grader af smerter. Måske er det bare en ting i dit liv, du er rigtig træt af at løbe panden mod muren med om og om igen.

For det fjerde: Nogle går i stå, når de skal vælge en psykolog. Det virker uoverskueligt. I psykologiens verden taler vi om, at alliancen mellem psykolog og klient er meget vigtig for, hvor effektiv “behandlingen” eller “hjælpen” er. Der skal med andre ord være en form for kemi, forståelse eller dynamik. Du kan søge anbefalinger hos venner eller bekendte. Du kan også gå ind og søge på nettet. Søg efter en med erfaring i det, du søger hjælp til. Måske har psykologen skrevet artikler, blogs eller været med i podcasts. Her kan du måske få en fornemmelse af personen. Vælg udfra det.

For det femte: Mange synes, det er dyrt at gå til psykolog. Jeg medgiver, at det ofte er mange penge at skulle hive ud af budgettet. Mange har en sundshedsforsikring, men tænker ikke på at ringe og spørge dem om tilskud. Det kan rigtig mange mennesker få. Ellers må man se på det som en investering. En investering i dig selv og dit liv.

Som det sidste vil jeg komme ind på skammen. Det er det, jeg personligt beskæftiger mig mest med som psykolog. Følelsen af at være forkert, utilstrækkelig, svag, ikke god nok. Og for mange mennesker er det skamfuldt at gå til psykolog. En modvilje mod at skulle søge hjælp. Du kan selv vælge, hvem der skal vide, at du går til psykolog. Hvis du ikke har lyst til at andre skal vide det, så behøver du ikke sige det til nogen. Men prøv et øjeblik at se på det på denne måde: Er det bedre at gå med smerten og problemerne selv eller at tage handling og gøre noget ved det? Ville du selv dømme andre, der gik til psykolog og tog kampen op? Lad ikke skammen stoppe dig. Det er den simpelthen ikke værd.

  • Krista Bojesen, psykolog

 

Når to er og bliver to

I morgen har min mand og jeg været gift i 9 år. På vores bryllupsinvitationer stod der 1+1=1 med henvisning til at blive ét i ægteskabet. På mange måder er det sket. Vi er blevet en enhed. Et ægtepar, et hjem, et team. Mit yndlingsbillede fra dagen er dette:

bryllupsbillede

Da det blev taget, var jeg bare glad for det smukke udtryk og for den legende fornemmelse i billedet. Med årene har det dog fået en anden betydning for mig. Lars er den, der holder mig i hånden og som jeg ser hen til, mens jeg forsøger at balancere her i livet.

Med årene og tiden er det dog blevet tydeligere for mig, at to er og bliver to. Vi er stadig to individer med hver vores måde at være i verden på. Hver med vores måder at tænke på, den ene introvert, den anden ekstrovert. Den ene kvinde, den anden mand. Hver vores baggage. Hver vores udfordringer. Og på nogle måder hvert vores liv, selv om vi har været sammen stort set hver dag. Det kræver en villighed og en indsats at blive ved med at lære den anden at kende i nye situationer. Faktisk også i dagligdagen. Vi bliver aldrig tankelæsere, selv om ingen andre kender os så godt som, vi kender hinanden. Vi kan stadig misforstå hinanden.

I imagoterapi taler man om at besøge hinandens øer eller planeter. Ideen er at forestille sig to øer eller planeter med en smal bro mellem. Kun et menneske kan gå over broen af gangen. Man kan altså ikke hver især gå over på hinandens ø på een gang. Den ene må besøge den anden og lade øens beboer vise rundt og forklare, hvordan livet er der. På vores kontor står dette billede af Joanna Jensen:

IMG_1081

En påmindelse om at besøge hinandens øer. Respektere at den anden er anderledes end en selv og at kræver villighed at besøge hinanden.

Det kan måske lyde som om, jeg piller romantikken ud af vores ægteskab. Som om den romantiske idé om at 1+1=1 er gået fløjten gennem årene. Faktisk er det lige modsat for mig. Det er langt mere romantisk for mig, at min mand er villig til at sætte sig ind i mine tanker, oplevelser og udfordringer, end at vi bare er blevet til ét. Det er kærlighedens prøve at vælge dét. At vælge at nærme sig hinanden og respektere forskelligheden. Endda dyrke den. For han har styrker, jeg ikke har og omvendt. Vi kan lære af hinanden. Vi kan låne den andens styrke. Og jeg faldt jo for ham som person. Den person, der var anderledes end mig. Som jeg oplevede satte mig fri til at være mig. Kærligheden er bestemt ikke blevet mindre. Den er måske nok sat under pres nogle gange, når vi skal forsøge at finde plads til os begge i hverdag, børn, arbejde osv. Men er det så ikke endnu smukkere at vælge det? Selv når man ikke har lyst?

Da jeg blev kæreste med Lars, skrev min tante et kort til mig, hvor hun lykønskede mig med at have fundet min livsven. Det ord er så sandt. Han er den bedste ven (og meget mere) jeg har i livet. Og det er meget finere, at vi vælger at stå sammen som en enhed, når vi nu er og bliver to forskellige mennesker.