kristabojesen.dk

Bloggen er flyttet til min nye hjemmeside 🙂 Velkommen der

Rundkørslen/døm dig selv lidt mindre

Jeg regner rigtig mange rundkørsler i terapilokalet. Ideen til rundkørslen kommer fra en historie en ven fortalte mig. At når deres datter på ca 6 føler, hun sidder fast i et problem, kalder hun det at sidde fast i rundkørslen. Og så gælder det om at finde en vej ud.

Det fik mig til at tænke på, hvor ofte klienter fortæller mig om at “sidde fast i rundkørslen”. Rundkørslen kan bestå af mange ting. Angst, skam, mindreværd, stress osv. Fælles for dem alle er oplevelsen af stærkt ubehag og uro.

Dernæst fortæller de skamfuldt om, hvad de gør for at skulle ud. Sætningerne starter ofte med “Jeg ved godt, det er dumt, men..” og så kommer forklaringer af deres copingmekanisme.

Copingmekanismerne kan se ud på mange måder. Om vi dulmet følelsen med mad eller stoffer. Om vi sætter alt ind på at præstere mere. Om vi angriber andre for ikke at ene om at være forkert. Om vi flygter fra det hele eller flygter psykisk ved at gemme os. Fælles for dem alle er, at de er de eneste veje, vi kender ud af rundkørslen, men at de ikke bringer os et godt sted hen. Coping-mekanismer er noget mekanisk. Noget, der går i gang af sig selv, når vi oplever ubehaget og uroen. Men som i længden bringer os i større problemer.

Det er blinde veje. Og vi slår os selv i hovedet og dømmer os selv over dem.

Pointen med at tegne rundkørsler handler om at stoppe med at dømme os selv. Hvis den eneste vej, vi kender ud af rundkørslen, er vores copingmekanisme, så skal vi ikke dømme os selv for den. Hvis de eneste valg, vi har, er at blive i ubehaget eller gøre det, der lindrer, hvorfor så dømme os selv for det?

Det ender i endnu en blindgyde: skam. Og skam er ikke motiverende eller konstruktivt. Tværtimod. Så første skridt er at se nådigt og kærligt på vores copingmekanisme. Måske endda sige tak til den. Og så farvel.

Først når vi har lettet os selv fra byrden over at føle os forkerte pga vores copingmekanisme, kan vi begynde på næste skridt:

At lære nye veje. Nye veje i form af coping-strategier. Strategier, som vi ikke skammer os over og som ikke er blindgyder. Som rent faktisk åbner veje i stedet for at bringe os tilbage i rundkørslen. Men først må vi stoppe med at dømme os selv så hårdt. For det er en helt naturlig ting at gøre alt, hvad man kan for at komme ud af ubehaget og uroen.

Har du problemer med at sætte grænser?

Et af de emner, der fylder allermest i terapilokalet hos mig, er grænseproblemer. Har du også svært ved at sige fra? Det forstår jeg godt! Der er så mange grunde til, at det kan være svært. Vi kan være bange for reaktionen. Vi kan være bange for at såre andre. Vi kan være bange for at miste kærlighed eller forhold, hvis vi siger nej eller fortæller, når vi føler vores grænser overtrådt.

Men det problem, jeg oftest møder, er, spørgsmålet “Kan jeg tillade mig det? Har jeg lov? Er det mit problem eller deres?” Det er meget svært at sætte grænser, når vi er i tvivl om, hvad der er vores ansvar og hvad der ikke er. Det kan også vise sig som en voldsom konfliktskyhed, fordi vi ikke ved, hvordan vi takler kritik. Hvordan skal man kunne vurdere det, hvis man ikke ved, om det er ens ansvar?

I grænsepsykologien finder vi mange gode regler og en ny forståelse og tryghed ved grænser. Hvert menneske beskrives som en have. Det, der ligger indenfor havens skel, er dit eget ansvar. Det, der ligger udenfor, er andres. Dine følelser er dit ansvar. Dine handlinger er dit ansvar. Andres følelser og handlinger er deres ansvar. Men hvis vi ikke ved, hvor skellet går, er det meget svært at finde ud af vores egen rolle og vores eget ansvar. Vi skal være ansvarlige for os selv, og vi skal være ansvarlige overfor andre. Der er stor forskel.

Børn fødes med en naturlig trang til at sige nej og sige fra. De udtrykker deres grænser meget tydeligt. Ofte vil et lille barn, der lige har lært at sige nej, have det ord som sit yndlings. Der er magt i nej’et. Når man spørger min datter på tre om noget, svarer hun kontant nej. Så skal man vente et sekund, før det rigtige svar kommer. Hun bruger nejet som en pause til at overveje sine muligheder, før hun tager rigtig stilling. Hun er ikke helt dum.

Gennem vores liv kan vi blive dårlige til at sige nej eller udtrykke vores grænser. Måske oplever vi, at kærligheden bliver trukket tilbage, hvis vi sætter grænser. Eller at vi bliver gjort ansvarlige for de følelser vores svar kan give. Fx “Må mor få et kys?” Barnet ryster på hovedet. “Åh så bliver mor så ked af det. Vil du have, at mor skal være ked af det?” Dette kan give os oplevelsen af at være ansvarlige for ikke at gøre andre kede af det. Nogle mennesker oplever, at livet bliver en labyrint fuld af blindgyder. For enten skal de krænke egne grænser eller være ansvarlige for at andre får negative følelser.

Der er så mange ting, der kan falde på plads i vores liv, når vi begynder at arbejde med grænser. Det er ikke nødvendigvis et nemt arbejde, men det er givtigt og kan lede til en langt større frihed og mere ægte relationer. Grænserne er nemlig til for at holde det gode inde og det dårlige ude.

Nytårsforsæt = selvkritik

Når jeg holder foredrag om skam, bruger jeg nogle gange nytårsøvelsen. Den går ud på at skulle forestille sig, at det er nytårsaften og du skal vælge dine nytårsforsætter. Formålet er at få folk til at tænke på alle de ting, de gerne vil lave om på sig selv eller deres liv. Pointen er, hvor nemt vi har ved at remse dem op. Nogle må siges højt, andre er for skamfulde. Men for de fleste er det meget nemt at sige, hvad de gerne vil lave om. Tabe sig, se mindre skærm, træne, kvitte smøgerne, osv osv. Mange handler om “burde-ting”. Altså ting vi føler, vi burde. Der er mange jokes om hvor meget fitnesscentre tjener på, at folk melder sig ind i januar. Og bogbranchen udgiver slankebøger og træningsbøger i januar i stor stil.

Jeg harcelerer ofte over begrebet at være den bedste version af sig selv. I min optik er det noget, der sker måske fire gange i dit liv af ti minutter. Grunden til, at jeg er så vred på det koncept er det urealistiske ved det. Hvis vi hele tiden stræber efter at blive den bedste version af os selv, vil vi konstant føle skam. Skam opstår, når der er forskel på vores ideal-jeg og vores real-jeg. Altså hvordan vi gerne vil være versus hvordan vi ser os selv. Så hvis ideal-jeget/ den bedste version af os selv fylder meget i vores hverdag, vil skam også gøre det. Det er nemlig slet ikke menneskeligt at være den bedste version af sig selv hele tiden. Livet byder på udfordringer, som gør, at vi ikke hele tiden kan yde vores allerbedste. Og slet ikke på alle de områder, som den bedste version af os selv kræver.

Er jeg så imod at ville være en bedre version af sig selv? Nej! Hvis der er noget ved dig selv eller dit liv, som smerter dig, så er det en god ide at forsøge at takle det på bedst mulige måde. Det vigtige er udgangspunktet og hvad du måler dig selv på. Din værdi som menneske afhænger ikke af din præstation. Og når du måler dig selv og dit fremskridt, så hav masser af nåde for dig selv. Det kræver energi og tid at ændre ting. Det gælder både handlemønstre, tankemønstre og alt andet.

I mine snakke med mennesker i sundhedsbranchen har jeg lært meget om disse ting. De kæmper hver dag på frontlinjen mod de urealistiske krav/burder, vi lever med. Morten Elsøe gav mig på et tidspunkt dette råd “Hvis din plan får dig til at tænke ‘jeg starter på mandag’ så er den allerede for ambitiøs’. Lav en plan du har lyst til at starte på i dag” Som med alt andet, er der selvfølgelig nuancer i dette, som Morten også siger. Men vi har ofte en tendens til at ville lave en helhedsplan og implementere det hele på en gang. Derfor er rådet så godt som modvægt til den tendens.

Dette råd gælder også nytårsforsætter. Et par andre råd: Lad ikke det perfekte stå i vejen for det gode. Hvis vi hele tiden stræber efter det perfekte, vil vi gå glip af en masse godt. Og højst sandsynligt aldrig komme til det perfekte. Og det er da en ond cirkel.

Hvad med et vedligeholdelsesmæssigt? Hvad er godt i dit liv? Hvad med at dit nytårsfortsæt handler om at fokusere på at vedligeholde det?

Et mål om nydelse. Hvis du ønsker at lave om på ting i dit liv, vil det kræve energi. Hvor henter du den? Hvad bliver du glad af at gøre, mens du gør det? Dette er en version af øvelsen Spanden, jeg tidligere har skrevet om. Hvordan fylder du energi i spanden? Når jeg til foredrag har brugt nytårsøvelsen, er det for at lede hen til denne øvelse. Vi har nemlig meget nemmere ved at identificere, hvad vi vil lave om på os selv, fremfor at identificere hvad der gør os godt. Det kunne være et nytårsforsæt om at prøve nye kreative ting, hvis det gør dig glad. Eller et mål om at smide dig på sofaen med dine børn i stedet for at støvsuge. Eller læse flere bøger. Ringe til dine venner oftere. Eller cykle mere. Det kan være ALT. Hvis det giver dig energi, mens du gør det. Det er ikke de ting, som vi tænker, ville give os energi, hvis vi bare tog os sammen til det.

Måske skal du bare glemme alt om nytårsforsætter. Fejr de gode ting i det gamle år og ønsk godt for det nye. Kram og kys klokken tolv. Og dans grimt og frit. Hvad gør dig glad? Gør det

Gaver, ønsker og kærlighed

Det er blevet gaveræs-tid. Der skal købes, der skal ønskes og det kan både være stressende og sårbart. Der skrives debatindlæg om forbrugerfest og klimabelastning. Ønskesedler bliver nogle gange kaldt bestillingslister. Det kan være svært at se kærligheden for alle tankerne og to-do-listerne.

Her er nogle tanker om de forskellige aspekter af gaveræset.

Ønskesedler: nogle mennesker har det meget svært med ønskesedler. De opfatter dem som lister af krav eller bestillinger, som de så skal opfylde. Hvis man ser dem sådan, er ønskesedler virkelig trælse.

I min optik er ønskesedler en gave. Det er en anerkendelse af, at ingen af os er tankelæsere. Det er en gave, at de fortæller mig, hvad de ville blive glade for. I grænsepsykologi taler vi om afsløringsloven. At vores grænser og ønsker kun kan kendes af andre, hvis vi vælger at afsløre dem. Hvis vi holder dem hemmelige, forventer vi på en måde, at andre skal være tankelæsere og bare vide, hvad vi vil og ikke vil.

Så når jeg får ønskesedler af andre, siger jeg tak. Tak for at vise mig dine tanker og ønsker og hjælpe mig med at glæde dig.

Gaver: når det med ønskesedlerne er sagt, så er en gave en gave. Den er givet af giveren. Det betyder, at enhver gave fortjener et tak. Vi er ikke forpligtede på at opfylde ønskesedlen. Vi må gerne selv finde på. Når jeg er vild med ønskesedler, er det blandt andet fordi min erfaring med gaver er, at det kan være meget sårbart.

Eksempel 1) til min fødselsdag da jeg blev 5 eller 6 gav min lillebror mig sin yndlings lastbil i gave. Den gad jeg ikke have. Men jeg forstod kærligheden bag. At han gav mig det, han var allergladest for. Jeg blev glad for intentionen, men ikke for gaven.

Giveren i dette tilfælde var kun 3 år. Så han var ikke i stand til at forstå, at det han var glad for ikke var det samme, som jeg ville blive glad for. Vi kan alle komme til at ramme forbi med gaver. Men som giver er det vores opgave at forsøge at tænke på/gætte, hvad den anden ville blive glad for. Og igen er det derfor, jeg er vild med ønskesedler. For selv som psykolog har jeg virkelig svært ved at læse andres tanker 😉

Eksempel 2) en jul var min mand og jeg i byen samtidig for at købe julegaver. Men vi gik hver for sig. Vi stødte på hinanden, og jeg viste ham den kjole, jeg havde købt til nytår. Han grinede og pegede på sin pose og sagde “den har jeg her pakket ind. Så du må hellere bytte den”. Måske tænker nogen, at overraskelsen var væk, og han burde have byttet gaven. Men for mig var det vidunderligt. Jeg følte mig kendt og set.

Nogle gange kan gaver blive til smertespunkter. Hvis nogen oplever, at gaven viser, at de hverken er kendt eller set, kan det gøre rigtig ondt at få den. På trods af de bedste intentioner kan gaver gøre ondt. Det bedste at få i gave er noget, som man ikke selv havde givet udtryk for at ønske sig, men som man bliver lykkelig for. Hele tanken bag gaver er vel at føle sig kendt, set og elsket. Men det er en meget svær disciplin at gætte sig frem til den perfekte gave. Og jeg har selv eksempler på både at få og give gaver i bedste mening, som sårede. De eksempler hører ikke hjemme på nettet.

Eksempel 3) det værste der kan ske med gaver, er når de bliver et angreb. At give nogen et slankekursus, eller en bog om at rydde op, hvis de ikke selv har givet udtryk for at ville ændre noget. Lad være med at prøve at hjælpe nogen som ikke har bedt dig om hjælp. Det er lidt det samme som at fortælle dem, at de ikke gør det godt nok. Gaver bør ikke være en mulighed for at bede folk forbedre sig.

Når alt dette er sagt, så handler julen for mig om stjernen, lyset i mørket og barnet i krybben. Og uden gaver ville jeg stadig fejre jul med glæde. Men jeg holder virkelig af traditionen med at give gaver. Ønskesedler giver mig nye indblik i mine elskedes liv. Jeg håber jeg kan udtrykke min kærlighed gennem gaver. Og jeg glæder mig til at mærke kærligheden gennem gaver.

November-digtet/ historien om hvordan jeg helt uvilligt kom til at krænke en klassekammerat

Det første digt, jeg nogensinde blev bedt om at analysere, lyder således:“Året har 16 måneder: November
              december, januar, februar, marts, april
              maj, juni, juli, august, september
              oktober, november, november, november, november.”

Det er skrevet af Henrik Nordbrandt og blev præsenteret af vores dansklærer, som introduktion til at lære at analysere digte. Ingen meldte sig, så jeg prøvede. Jeg sagde noget i retningen af, at november var en trist måneder. Mørk og kold uden julen til at holde os glade og beskæftigede. Og at jeg troede digteren brugte måneden november som et symbol på det tunge og triste i livet. At det kan føles som om det fylder meget mere end det andet.

Hvad jeg ikke havde tænkt over, var at en af mine veninder i klassen, havde fødselsdag i november. Jeg har selv fødselsdag i oktober. Efter timen rejste hun sig hurtigt, skyndte sig hen til mig og sagde vredt “Jeg synes oktober er en RIGTIG TRIST måned!” Og vendte rundt på hælen og gik.

Jeg sad paf tilbage. På en eller anden måde havde hun opfattet min tolkning af november som trist, til at handle om hende eller sige noget om hende, fordi hun havde fødselsdag den måned. Det var slet ikke faldet mig ind, at min tolkning kunne tolkes på den måde. Jeg husker ikke, hvad der skete derefter. Men jeg husker tydeligt episoden. Fordi jeg følte mig helt forkert og misforstået i det.

Da jeg blev interviewet til politikken om skam, brugte jeg et eksempel med at en mor kunne skamme sig over at råbe af sit barn. En af de første kommentarer til artiklen på facebook kom fra en kvinde, der skrev: “hvorfor er det kun moren, der skal skamme sig over at råbe af sit barn? Skal en far ikke også det?”

Jeg sad tilbage med den samme følelse af at blive misforstået og taget til indtægt for at have krænket nogen helt uden at det var med vilje. For det første ville jeg ikke have nogen til at føle skam. For det andet så var det bare et eksempel, ikke en uddybende liste. Selvfølgelig kan en far også skamme sig over at råbe af et barn. Og en lærer kan. Og en pædagog kan. Og en bedsteforælder kan. Alle kan. For det andet så følte jeg, at jeg havde gjort noget forkert. Og jeg fik lyst til at sætte hende på plads. Og så var vi tilbage ved kampen om hvem der er forkert, som jeg skrev om for nylig.

Ditte Giese som interviewede mig, har fortalt mig om begrebet parat-krænket. At nogle mennesker er parat til at blive krænket af hvad som helst. Som den første historie fortæller, kan mennesker føle sig ramt og krænket over ting, vi selv ikke har skænket en tanke. Der bliver talt en del i medierne om, at det nærmest er umuligt at sige noget så politisk korrekt, at vi ikke krænker nogen. Og det kan være irriterende og frustrerende.

MEN vi skal huske på, at det i bund og grund kommer fra et godt sted. Det er et sår, vi ufrivilligt og uden fortsæt er kommet til at trykke på. Der var også andre i min klasse med fødselsdag i november, men som ikke reagerede. Det gjorde ikke ondt på dem. I stedet for at gå ind i kampen om, hvem af os, der er forkerte, kan vi i stedet vælge at høre længslen bag. Længslen efter at blive set og hørt. Det betyder ikke, at vi er forpligtede til at gå ind og prøve at få dem til at forstå os eller lade være med at blive krænkede. Men vi kan huske på, at såret var der i forvejen, og vi bare kom til at ramme det. Vi kan huske på, at det kommer fra mennesker, som ønsker at blive set og hørt på en god måde. Og det ønsker vi jo alle sammen.

Er jeg normal?

Hver gang jeg er ude at holde foredrag, er der nogen, der græder. Det kan lyde som en rigtig træls ting. Men de fleste græder faktisk af lettelse. En beskrev, at hun var i chok, fordi hun sad og hørte mig fortælle om hendes inderste tanker. Om de grimme tanker, som hun troede, hun var den eneste, der gik med. Jeg havde aldrig talt med hende før. Så det var ikke, fordi jeg stod og brød tavshedspligten eller noget. Hun blev -som mange andre- fyldt af lettelse over at høre, at hendes tanker var helt normale. At de tanker hun havde om at være forkert lød præcis som mange andres. Så normalt, at der var lavet forskning og bøger om det.

Faktisk har skamforskeren Brené Brown skrevet en bog, der hedder “Jeg troede kun det var mig (men det er det ikke)”. Vi gemmer for det meste vores skamtanker væk. Vi er bange for, at hvis vi siger dem højt, vil andre enten bekræfte dem eller fordømme os eller afvise os. Vi tror, vi er helt alene med dem. Hvis vi delte dem, ville vi ofte opleve, at andre havde de samme eller lignende tanker.

Når jeg bliver spurgt, hvad min mission er med at undervise og fortælle om skam, så er svaret: ” at give ord for skam og normalisere”. At få skammen ud af skammekrogen så at sige. Eller måske rettere at bryde den skammekrog som skammen holder os fast i.

En mand kom efter et foredrag og sagde “det er da utroligt, at jeg føler mig opmuntret og mere fri efter at have hørt et foredrag om skam”. Jeg forstod godt, hvorfor han tænkte, at det var utroligt. Det lyder måske ikke som en fest at tage ind for at høre om skam. Sandheden er dog, at de fleste føler sig både lettede, opmuntrede og mere fri bagefter. Og mere normale. For når der kommer ord på skammen, så ser vi den for hvad den er: en følelse -ikke dem grimme sandhed om os.

Det lyder måske, som om jeg er i gang med at rose mig selv. Men jeg oplever faktisk ikke, at de positive henvendelser er min fortjeneste. Jeg ser det som en ære og en glæde at få lov til at undervise om noget, jeg synes, er så vigtigt og som jeg tror, vi alle har brug for at høre. Det er jo ikke mig, der skaber lettelse. Det er den viden, at vi ikke er alene eller unormale, fordi vi oplever skam. Jeg får bare lov til at være formidler af det glade budskab. Det samme budskab og den samme viden som skabte lettelse og glæde i mig, da jeg først opdagede den.