Er jeg normal?

Hver gang jeg er ude at holde foredrag, er der nogen, der græder. Det kan lyde som en rigtig træls ting. Men de fleste græder faktisk af lettelse. En beskrev, at hun var i chok, fordi hun sad og hørte mig fortælle om hendes inderste tanker. Om de grimme tanker, som hun troede, hun var den eneste, der gik med. Jeg havde aldrig talt med hende før. Så det var ikke, fordi jeg stod og brød tavshedspligten eller noget. Hun blev -som mange andre- fyldt af lettelse over at høre, at hendes tanker var helt normale. At de tanker hun havde om at være forkert lød præcis som mange andres. Så normalt, at der var lavet forskning og bøger om det.

Faktisk har skamforskeren Brené Brown skrevet en bog, der hedder “Jeg troede kun det var mig (men det er det ikke)”. Vi gemmer for det meste vores skamtanker væk. Vi er bange for, at hvis vi siger dem højt, vil andre enten bekræfte dem eller fordømme os eller afvise os. Vi tror, vi er helt alene med dem. Hvis vi delte dem, ville vi ofte opleve, at andre havde de samme eller lignende tanker.

Når jeg bliver spurgt, hvad min mission er med at undervise og fortælle om skam, så er svaret: ” at give ord for skam og normalisere”. At få skammen ud af skammekrogen så at sige. Eller måske rettere at bryde den skammekrog som skammen holder os fast i.

En mand kom efter et foredrag og sagde “det er da utroligt, at jeg føler mig opmuntret og mere fri efter at have hørt et foredrag om skam”. Jeg forstod godt, hvorfor han tænkte, at det var utroligt. Det lyder måske ikke som en fest at tage ind for at høre om skam. Sandheden er dog, at de fleste føler sig både lettede, opmuntrede og mere fri bagefter. Og mere normale. For når der kommer ord på skammen, så ser vi den for hvad den er: en følelse -ikke dem grimme sandhed om os.

Det lyder måske, som om jeg er i gang med at rose mig selv. Men jeg oplever faktisk ikke, at de positive henvendelser er min fortjeneste. Jeg ser det som en ære og en glæde at få lov til at undervise om noget, jeg synes, er så vigtigt og som jeg tror, vi alle har brug for at høre. Det er jo ikke mig, der skaber lettelse. Det er den viden, at vi ikke er alene eller unormale, fordi vi oplever skam. Jeg får bare lov til at være formidler af det glade budskab. Det samme budskab og den samme viden som skabte lettelse og glæde i mig, da jeg først opdagede den.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s