Gaver, ønsker og kærlighed

Det er blevet gaveræs-tid. Der skal købes, der skal ønskes og det kan både være stressende og sårbart. Der skrives debatindlæg om forbrugerfest og klimabelastning. Ønskesedler bliver nogle gange kaldt bestillingslister. Det kan være svært at se kærligheden for alle tankerne og to-do-listerne.

Her er nogle tanker om de forskellige aspekter af gaveræset.

Ønskesedler: nogle mennesker har det meget svært med ønskesedler. De opfatter dem som lister af krav eller bestillinger, som de så skal opfylde. Hvis man ser dem sådan, er ønskesedler virkelig trælse.

I min optik er ønskesedler en gave. Det er en anerkendelse af, at ingen af os er tankelæsere. Det er en gave, at de fortæller mig, hvad de ville blive glade for. I grænsepsykologi taler vi om afsløringsloven. At vores grænser og ønsker kun kan kendes af andre, hvis vi vælger at afsløre dem. Hvis vi holder dem hemmelige, forventer vi på en måde, at andre skal være tankelæsere og bare vide, hvad vi vil og ikke vil.

Så når jeg får ønskesedler af andre, siger jeg tak. Tak for at vise mig dine tanker og ønsker og hjælpe mig med at glæde dig.

Gaver: når det med ønskesedlerne er sagt, så er en gave en gave. Den er givet af giveren. Det betyder, at enhver gave fortjener et tak. Vi er ikke forpligtede på at opfylde ønskesedlen. Vi må gerne selv finde på. Når jeg er vild med ønskesedler, er det blandt andet fordi min erfaring med gaver er, at det kan være meget sårbart.

Eksempel 1) til min fødselsdag da jeg blev 5 eller 6 gav min lillebror mig sin yndlings lastbil i gave. Den gad jeg ikke have. Men jeg forstod kærligheden bag. At han gav mig det, han var allergladest for. Jeg blev glad for intentionen, men ikke for gaven.

Giveren i dette tilfælde var kun 3 år. Så han var ikke i stand til at forstå, at det han var glad for ikke var det samme, som jeg ville blive glad for. Vi kan alle komme til at ramme forbi med gaver. Men som giver er det vores opgave at forsøge at tænke på/gætte, hvad den anden ville blive glad for. Og igen er det derfor, jeg er vild med ønskesedler. For selv som psykolog har jeg virkelig svært ved at læse andres tanker 😉

Eksempel 2) en jul var min mand og jeg i byen samtidig for at købe julegaver. Men vi gik hver for sig. Vi stødte på hinanden, og jeg viste ham den kjole, jeg havde købt til nytår. Han grinede og pegede på sin pose og sagde “den har jeg her pakket ind. Så du må hellere bytte den”. Måske tænker nogen, at overraskelsen var væk, og han burde have byttet gaven. Men for mig var det vidunderligt. Jeg følte mig kendt og set.

Nogle gange kan gaver blive til smertespunkter. Hvis nogen oplever, at gaven viser, at de hverken er kendt eller set, kan det gøre rigtig ondt at få den. På trods af de bedste intentioner kan gaver gøre ondt. Det bedste at få i gave er noget, som man ikke selv havde givet udtryk for at ønske sig, men som man bliver lykkelig for. Hele tanken bag gaver er vel at føle sig kendt, set og elsket. Men det er en meget svær disciplin at gætte sig frem til den perfekte gave. Og jeg har selv eksempler på både at få og give gaver i bedste mening, som sårede. De eksempler hører ikke hjemme på nettet.

Eksempel 3) det værste der kan ske med gaver, er når de bliver et angreb. At give nogen et slankekursus, eller en bog om at rydde op, hvis de ikke selv har givet udtryk for at ville ændre noget. Lad være med at prøve at hjælpe nogen som ikke har bedt dig om hjælp. Det er lidt det samme som at fortælle dem, at de ikke gør det godt nok. Gaver bør ikke være en mulighed for at bede folk forbedre sig.

Når alt dette er sagt, så handler julen for mig om stjernen, lyset i mørket og barnet i krybben. Og uden gaver ville jeg stadig fejre jul med glæde. Men jeg holder virkelig af traditionen med at give gaver. Ønskesedler giver mig nye indblik i mine elskedes liv. Jeg håber jeg kan udtrykke min kærlighed gennem gaver. Og jeg glæder mig til at mærke kærligheden gennem gaver.

Advertisements

November-digtet/ historien om hvordan jeg helt uvilligt kom til at krænke en klassekammerat

Det første digt, jeg nogensinde blev bedt om at analysere, lyder således:“Året har 16 måneder: November
              december, januar, februar, marts, april
              maj, juni, juli, august, september
              oktober, november, november, november, november.”

Det er skrevet af Henrik Nordbrandt og blev præsenteret af vores dansklærer, som introduktion til at lære at analysere digte. Ingen meldte sig, så jeg prøvede. Jeg sagde noget i retningen af, at november var en trist måneder. Mørk og kold uden julen til at holde os glade og beskæftigede. Og at jeg troede digteren brugte måneden november som et symbol på det tunge og triste i livet. At det kan føles som om det fylder meget mere end det andet.

Hvad jeg ikke havde tænkt over, var at en af mine veninder i klassen, havde fødselsdag i november. Jeg har selv fødselsdag i oktober. Efter timen rejste hun sig hurtigt, skyndte sig hen til mig og sagde vredt “Jeg synes oktober er en RIGTIG TRIST måned!” Og vendte rundt på hælen og gik.

Jeg sad paf tilbage. På en eller anden måde havde hun opfattet min tolkning af november som trist, til at handle om hende eller sige noget om hende, fordi hun havde fødselsdag den måned. Det var slet ikke faldet mig ind, at min tolkning kunne tolkes på den måde. Jeg husker ikke, hvad der skete derefter. Men jeg husker tydeligt episoden. Fordi jeg følte mig helt forkert og misforstået i det.

Da jeg blev interviewet til politikken om skam, brugte jeg et eksempel med at en mor kunne skamme sig over at råbe af sit barn. En af de første kommentarer til artiklen på facebook kom fra en kvinde, der skrev: “hvorfor er det kun moren, der skal skamme sig over at råbe af sit barn? Skal en far ikke også det?”

Jeg sad tilbage med den samme følelse af at blive misforstået og taget til indtægt for at have krænket nogen helt uden at det var med vilje. For det første ville jeg ikke have nogen til at føle skam. For det andet så var det bare et eksempel, ikke en uddybende liste. Selvfølgelig kan en far også skamme sig over at råbe af et barn. Og en lærer kan. Og en pædagog kan. Og en bedsteforælder kan. Alle kan. For det andet så følte jeg, at jeg havde gjort noget forkert. Og jeg fik lyst til at sætte hende på plads. Og så var vi tilbage ved kampen om hvem der er forkert, som jeg skrev om for nylig.

Ditte Giese som interviewede mig, har fortalt mig om begrebet parat-krænket. At nogle mennesker er parat til at blive krænket af hvad som helst. Som den første historie fortæller, kan mennesker føle sig ramt og krænket over ting, vi selv ikke har skænket en tanke. Der bliver talt en del i medierne om, at det nærmest er umuligt at sige noget så politisk korrekt, at vi ikke krænker nogen. Og det kan være irriterende og frustrerende.

MEN vi skal huske på, at det i bund og grund kommer fra et godt sted. Det er et sår, vi ufrivilligt og uden fortsæt er kommet til at trykke på. Der var også andre i min klasse med fødselsdag i november, men som ikke reagerede. Det gjorde ikke ondt på dem. I stedet for at gå ind i kampen om, hvem af os, der er forkerte, kan vi i stedet vælge at høre længslen bag. Længslen efter at blive set og hørt. Det betyder ikke, at vi er forpligtede til at gå ind og prøve at få dem til at forstå os eller lade være med at blive krænkede. Men vi kan huske på, at såret var der i forvejen, og vi bare kom til at ramme det. Vi kan huske på, at det kommer fra mennesker, som ønsker at blive set og hørt på en god måde. Og det ønsker vi jo alle sammen.

Er jeg normal?

Hver gang jeg er ude at holde foredrag, er der nogen, der græder. Det kan lyde som en rigtig træls ting. Men de fleste græder faktisk af lettelse. En beskrev, at hun var i chok, fordi hun sad og hørte mig fortælle om hendes inderste tanker. Om de grimme tanker, som hun troede, hun var den eneste, der gik med. Jeg havde aldrig talt med hende før. Så det var ikke, fordi jeg stod og brød tavshedspligten eller noget. Hun blev -som mange andre- fyldt af lettelse over at høre, at hendes tanker var helt normale. At de tanker hun havde om at være forkert lød præcis som mange andres. Så normalt, at der var lavet forskning og bøger om det.

Faktisk har skamforskeren Brené Brown skrevet en bog, der hedder “Jeg troede kun det var mig (men det er det ikke)”. Vi gemmer for det meste vores skamtanker væk. Vi er bange for, at hvis vi siger dem højt, vil andre enten bekræfte dem eller fordømme os eller afvise os. Vi tror, vi er helt alene med dem. Hvis vi delte dem, ville vi ofte opleve, at andre havde de samme eller lignende tanker.

Når jeg bliver spurgt, hvad min mission er med at undervise og fortælle om skam, så er svaret: ” at give ord for skam og normalisere”. At få skammen ud af skammekrogen så at sige. Eller måske rettere at bryde den skammekrog som skammen holder os fast i.

En mand kom efter et foredrag og sagde “det er da utroligt, at jeg føler mig opmuntret og mere fri efter at have hørt et foredrag om skam”. Jeg forstod godt, hvorfor han tænkte, at det var utroligt. Det lyder måske ikke som en fest at tage ind for at høre om skam. Sandheden er dog, at de fleste føler sig både lettede, opmuntrede og mere fri bagefter. Og mere normale. For når der kommer ord på skammen, så ser vi den for hvad den er: en følelse -ikke dem grimme sandhed om os.

Det lyder måske, som om jeg er i gang med at rose mig selv. Men jeg oplever faktisk ikke, at de positive henvendelser er min fortjeneste. Jeg ser det som en ære og en glæde at få lov til at undervise om noget, jeg synes, er så vigtigt og som jeg tror, vi alle har brug for at høre. Det er jo ikke mig, der skaber lettelse. Det er den viden, at vi ikke er alene eller unormale, fordi vi oplever skam. Jeg får bare lov til at være formidler af det glade budskab. Det samme budskab og den samme viden som skabte lettelse og glæde i mig, da jeg først opdagede den.

“Det er ikke mig, det er dig” (der er forkert)

IMG_1772

I arbejdet med at forberede foredraget Skam og Lyst fandt jeg en gammel bog frem. Jeg læste den for mange år siden, og en enkelt passage hang altid ved. Bogen handler om kvinders orgasme eller mangel på samme. I begyndelsen af bogen fortæller forfatteren om en samtale med sin kæreste. Han spørger, om hun fik orgasme, og da hun svarer nej, spørger han til om hun har fået det før. Da hun svarer nej, konkluderer han, at så er det jo ikke ham, der er noget galt med.

At samtalen handler om noget så intimt som orgasmer, gør den interessant fra et skamperspektiv. Alligevel er det en universel samtale, vi mennesker har, når sårbarhed stiller os overfor frygten for skam. Er det dig eller mig, der er forkert? Den dukker op gang på gang. Mellem fremmede på nettet. Een skriver om lykken ved at gå hjemme med sine børn. En anden læser det, spejler sig i det og føler sig forkert. Indsæt selv emner som politik, kost, livsstil, motion, parforhold, krop, uddannelse, økonomi osv. Ubevidst spørger vi os selv: “er det dem eller mig, der er forkert?” Dette kan resultere i tre ting: ligegyldighed, dårlig samvittighed/ indadvendt skam eller angreb/udadvendt skam.

Ligegyldighed opstår, når vi ikke føler, at skammen er på spil. Når vi ikke føler os udsat i konfrontationen med en andens mening, holdning eller situation. Ligegyldighed i denne sammenhæng er ikke noget negativt. Det betyder bare, at vi ikke ser den andens holdning, som en trussel mod os.

Den dårlige samvittighed eller indadvendt skam opstår, når vi føler os ramt. Vi er måske lidt enige i den andens kritik af os. Måske er det ikke en gang formet som kritik, det er bare et ømt punkt for os. Kvinden i bogen føler sig forkert, fordi hun føler, at der må være noget galt med hende, siden hun ikke får orgasmer. Det behøver dog ikke være noget så intimt som orgasmer. Det kan være alt fra at få at vide, at man da vist ikke er ordensmenneske, til at man er en dårlig forælder, eller en kommentar om ens krop eller tøjstil. Alt, hvad vi ønsker at være, har potentialet til at lede til skam, hvis vi ikke føler, at vi lever op til det. Den indadvendte skam opstår, når vi tager kritikken på os. Vi nikker genkendende til den andens syn på os, og bøjer hovedet i skam.

Den tredje mulighed er udadvendt skam eller angreb. De fleste af os kender situationer i parforhold, venskaber eller kollegiale situationer, hvor en bemærkning om noget, vi kunne gøre bedre, får os til at bide tilbage. Når min mand pointerer, at der roder i huset, skælder jeg ham ud for ikke at lave nok. Grundlæggende kan man sige, at vi reagerer med variationer af sætningen “Tror du virkelig du er bedre end mig?” eller “Hvad med dig selv?” Måske var kommentaren om det rodede hus slet ikke en kritik fra hans synsvinkel, bare en konstatering. Men fordi jeg selv kæmper med det, går jeg ind i kampen om, hvem af os, der er forkerte. Det samme gør manden i bogen. Selv om han på overfladen spørger ind til hende, så handler hans spørgsmål om ham selv. Han udspørger hende for at nå frem til lettelsen over, at det ikke var ham, der var noget galt med. Det er ikke ondt ment. Det er bare en menneskelig tendens.

Sagen er, at følelsen af skam, lukker ned for vores empati. Dette overraskede forskere i høj grad. Gennem historien har man brugt skam som et middel til at få mennesker til at rette ind. Gabestokken og skammekrogen skulle få folk til at tænke på, hvordan deres handlinger var forkerte. Udstillingen af dem var til for både at skræmme andre fra at gøre det samme, men også for få de straffede til at tænke på andre, der led under deres handlinger. Problemet er bare, at vi slet ikke tænker på andre, når vi bliver ramt af skam. Følelsen er så overvældende og smertefuld, at vi faktisk bliver egoistiske. Det er nemt at se i reaktionen angreb. Her er kampen tydelig. Hvem af os to vinder, og får ret i, at det er dig og ikke mig, der er forkert?

I en den indadvendte skam er egoismen sværere at få øje på. Det betyder dog ikke, at den ikke er der. Skammen fylder en så meget, at man ikke længere er i stand til at forholde sig til den anden. Ofte vil det lede til svar som “Ja jeg er også bare en stor idiot” eller “Jeg ved godt, at jeg er forkert.” Problemet ved disse svar er, at de handler om en selv. Man er ikke længere i fællesskabet med den anden. Flere parterapeuter fortæller om, hvordan den indadvendte skam hindrer kommunikation. Den skamramte holder op med at lytte. Det eneste der fylder er skammens smerte og håbløshed.

Så begge tilgange er uproduktive. Hvad ville være bedre at gøre? Dette er ikke en mirakelkur, og den kræver ekstremt meget øvelse. For det første skal vi lære at genkende skammen. Når vi genkender den, kan vi tage højde for den. Måske har vi brug for at sige det højt. Sige “Når du siger det, så er min første tanke, at jeg er forkert, og det gør ondt” Eller fortælle, at vi har lyst til at gå til angreb. Åbne op for skammen i stedet for enten at lade den opsluge os eller forsøge at angribe os ud af den. På den måde kan vi undgå at reagere instinktivt. Derefter må vi prøve at træde et skridt tilbage, og finde vores nysgerrighed frem. Ægte nysgerrighed. Der, hvor vi i steder for at reagere, undersøger. Spørger ind. Ikke for at finde ud af, hvem der er forkert. Faktisk er forudsætningen, at vi forsøger at holde fast i, at ingen af os er forkerte. Vi skal forsøge at finde nysgerrigheden, hvor vi i stedet for at fyldes af egne følelser og fokusere på dem, fokuserer på at forstå den andens budskab. Se det fra den andens vinkel. Og bede dem se den fra vores. Ingen af os kommer til at kunne gøre det i alle tilfælde i livet. Ingen af os bliver perfekte til det her. Tro mig.

Den sidste pointe er denne: Hvis du føler dig angrebet, vil der næsten altid være skam i spil for den anden. Hvis man ikke selv føler skam og er i gang med at forsvare sig mod den, er der heller ikke noget ønske om at få andre til at forstå, at de er forkerte. Vi kan have reelle ønsker om at få andre til at forstå, at de tager fejl eller at de har gjort noget forkert. Men selve det at ville stemple andre som forkerte, udspringer stort set altid af et ønske om at placere forkertheden hos andre, så vi selv slipper for den. Skam er nemlig så smertefuld, at vi bliver ret så egoistiske af den. Og svaret på spørgsmålet om hvem af os, der er forkert, skal allerhelst besvares med: “Ingen”

 

 

Fødselsdag og sociale medier og en tv-serie

“Jeg deler videoen på de sociale medier på min fødselsdag, så er folk nærmest tvunget til at dele den. Så ser en masse mennesker, hvad jeg laver. Er det ikke en cool plan, bro?”

Den unge mand overfor mig i toget sagde denne sætning i telefonen. Og den hang ved hos mig. Personen i den anden ende var vist lidt skeptisk overfor planen.

Ærligt, så sad jeg selv et øjeblik og tænkte “Hmm måske det kunne være en god idé. Så kunne jeg få flere til at dele mit arbejde.” På den anden side fik jeg dårlig smag i munden. Jeg vil jo egentlig kun, at folk deler, hvad de føler for. Men selv i mig (i dag 32 år) er der en kamp med, hvad de sociale medier bruges til.

På den ene side elsker jeg de sociale medier. At kunne se hverdagsbilleder fra venner og familie, der bor langt væk. At kunne dele sjove og gode øjeblikke. Måske især når jeg er selvstændig og ikke har kolleger. Samtidig er jeg meget klar over, at sociale medier bidrager til manges selvværdsproblemer og skam. Anken mod sociale medier er tit glansbilledet; at det kun er det pæne, der vises frem. Jeg er faktisk ofte uenig med den kritik. For jeg mener ikke rigtig, at sociale medier er til for andet. Det er til for at dele det overfladiske. Eller det stærke og sårbare, som vi er okay med. Når vi deler de mørke sider af livet, er det vigtigt at gøre ansigt til ansigt. Vores hjerne er indrettet til at kommunikere med både mund, ører og øjne. Så det mener jeg ikke, er så smart at bruge de sociale medier til.

Noget af det klogeste jeg har hørt sagt om de sociale medier, kommer fra en tv-serie jeg lige har set. Anden sæson af American Vandal. Jeg vil ikke spole serien, men dens afsluttende speak siger blandt andet: “Vi er den første generation, der lever to gange. Vi lever hvert øjeblik og samtidig er vi kuratorer på vores eget liv.” Kurator er et job i kunstverdenen, der handler om at vælge kunststykker ud og sætte dem sammen til en udstilling. Hvordan skal de præsenteres? I hvilken rækkefølge? Hvor? I hvilken sammenhæng? På samme måde designer vi en slags udstilling på de sociale medier. Vælger øjeblikke ud og deler dem i den sammenhæng, vi finder passende. Og det er der ikke noget galt med. Sparken fortsætter med at lægge vægt på, at det vigtigste er, at vores liv foregår med de mennesker, vi omgås. Dem i levende live og Real time. Det er dem, der skal have det sårbare, det følsomme og det rå.

Problemerne med de sociale medier er, hvis de bliver en målestok. Noget vi sammenligner vores eget liv med. Eller hvis vi ikke har nogen at følges med i det virkelige liv.

Så jeg vil ikke bede jer dele den her. Hvis du har lyst så værsgo. Men jeg startede med at skrive den her i morges og afslutter nu, mens min kære mand putter børnene og gæsterne lige er gået ud af døren. Og det har været følsomt, ærligt, råt og skønt. Og mit fødselsdagsønske er, at vi alle må blive bedre til at se sociale medier som en slags udstilling af spændende, smukke, sjove, vigtige og interessante ting. Men ikke et sandt billede af andres liv. Liv det liv med dine nærmeste. Og glem at sammenligne. Og når jeg skriver os alle, mener jeg også mig.

Nå der er mere kage! Ses

Moderen, der (aldrig) følte sig god nok

mom

Den anden dag stod jeg og kiggede på min søns madpakke. Han fik igen igen et hjemmebagt pølsehorn og lidt frugt og grønsager med. Jeg tænkte på, at jeg ikke var kreativ nok med hans madpakke. Så tænkte jeg: “Der er jo ingen andre forældre, der ser, hvad der er i madpakkerne, så det går nok.” Og det næste jeg tænkte, nej nok nærmere følte, var skam. Skam over, at jeg gik mere op i, om andre forældre så min manglende kreativitet, end om min søn kunne lide sin madpakke.

Hvor er det dog en lille ting. Men den vidner om, hvor mange ting, vi kan føle, vi skal leve op til som forældre. Tusind ting. Den dårlige samvittighed er nærmest en konstant i mit liv som mor. Den startede allerede fra første dag, hvor graviditetstesten var positiv. Spiste jeg rigtigt? Undgik jeg parfume og kemikalier? Så mistede vi den første omkring uge 12. Var det mig, der var noget galt med? Jeg var heldig nok til, at min mor og hendes veninder havde delt åbent om deres egne spontane aborter, så jeg vidste, hvor normalt det var. Så mistede vi anden gang. Lægerne sagde, at vi først skulle bekymre os, hvis vi mistede 3 gange. Så gæt om, jeg var panisk, da jeg blev gravid 3. gang. Længe inden jeg holdt mit barn i armene, var jeg i fuld gang med at tvivle på mine egne evner som mor. Er jeg god nok? Gør jeg det godt nok? Gør jeg det rigtige? Føler jeg det rigtige? Hvad skal der overhovedet til for at være en god mor?

Efter jeg begyndte at studere følelsen skam, kunne jeg se, hvordan den har påvirket mit moderskab fra starten. Følelsen af at være forkert. Frygten for at være ærlig omkring mine følelser, mine usikkerheder, mine fejl, min uvidenhed osv. Tænk hvis andre så på mig, og konkluderede, at jeg var en dårlig mor? Det ville være det værste! Af alle ting, jeg kunne være, ville en dårlig mor være et af de værste at være. Besøg af sundhedsplejersken kunne føles som en forfærdelig eksamen.

Værst for mig var alle de historier, jeg havde hørt om den fantastiske følelse af at se sit barn første gang. Pga en sygdom skulle jeg have planlagt kejsersnit. Allerede der begyndte nogle mødre at kommentere på, hvor heldig jeg var, at jeg slap for at føde. Andre havde ondt af mig, fordi jeg ikke skulle prøve den fantastiske oplevelse. Jeg anede ikke, hvem der havde ret, og følte mig helt forkert i begge kommentarer. Så gik vandet en måned for tidligt og bedøvelsen virkede ikke, som den skulle. Jeg besvimede flere gange, og da de lagde min søn op til mig, var jeg bare bange og helt overvældet af smerter. Min første tanke var “Tag ham væk” (jeg var bange for at tabe ham og kunne ikke overskue det) og den næste tanke var “Hvad er der galt med mig, når jeg ikke føler lykke og kærlighed?” Her bagefter kan jeg godt se, at det var en ret naturlig oplevelse i situationen. MEN i situationen tænkte jeg ikke over omstændighederne, jeg dømte bare mig selv som forkert mor fra starten. Netop idealerne for at være mor, kan nemt påvirke vores dømmekraft, så vi dømmer os selv voldsomt hårdt.

Problemet med skam er netop, at den lever i det skjulte. Vi tør ikke dele følelsen, fordi vi er bange for at blive bekræftet i vores egen frygt for at være forkerte. Jeg havde ikke lyst til at fortælle nogen, at lykkefølelsen ikke var indtruffet, da jeg så ham første gang. Det var for skamfuldt. Vi tror, at det kun er os, der går med de svære tanker og følelser. Derfor drømmer jeg nu om, at flere kan lære om skammen og hvor normal den er. Og om hvor urealistiske forventninger til mødre er. De er diffuse, modsatrettede og umulige. Vi skal være overskudsagtige hele tiden. Der er flere midler mod skam, der arbejder sammen. Vi skal rydde ud i idealerne og acceptere, at vi ikke kan leve op til dem alle sammen. Vi skal acceptere, at vi aldrig kommer til at leve 100% op til de idealer, der så er tilbage. Vi skal finde nogle at vandre med, som ser på os med kærlige og nådige øjne. Og måske vigtigst af alt: Vi skal lære om skam. Vide hvad den er, og hvordan den virker. Så vi kan genkende den og tænke “Jeg føler skam” i stedet for ” Jeg er forkert” eller “Jeg er en dårlig mor”.

Derfor er et af mine tilbud som psykolog at komme ud til mødregrupper, eller en gruppe mødre, der inviterer og tale om skam. Hvordan kommer vi ud af den onde spiral af dårlig samvittighed? Hvordan hjælper vi hinanden som kvinder? Hvordan kan vi selv arbejde med at slippe de uopnåelige idealer og leve mere ærligt, kærligt og autentisk? Vi har brug for det. Jeg har haft brug for det. Vores børn har brug for det. De har brug for mødre, der ikke hele tiden dømmer sig selv. Og hurra for det. For husk: Hver gang du skammer dig, så husk lige, at det siger noget godt om dig, at du ville ønske, det var anderledes. Det siger, at du ønsker det allerbedste, og hvor er det smukt! Og hvis du ikke har en mødregruppe eller en flok, du vil samle, men føler dig ramt og har lyst til at ændre det, så kontakt mig alligevel for en personlig aftale.

Kære mødre, klap jer selv på skulderen. Hvis der ikke var et ønske om det bedste, ville der heller ikke være dårlig samvittighed! Men det betyder ikke, at du skal leve med den for altid.

Psykolog Krista Korsholm Bojesen

kristakorsholm@gmail.com

tlf: 28557606

 

“De skammer sig jo ikke nok…”

Bemærkningen kom i en undervisning, hvor jeg var ved at fortælle om What-the-hell-effekten. Den opgivende følelse, der kommer, i forbindelse med skam. Følelsen af at det alligevel ikke nytter noget, så det kan også være lige meget. Jeg brugte eksemplet med mennesker, der gerne vil tabe sig, men ikke oplever at det nytter noget.

Manden afbrød mig og sagde “De skammer sig jo ikke nok til at lade være med at gå ind til bageren. Så skammer de sig ikke nok!” Jeg forstår godt hans tanke. Forskningen og erfaringen viser bare, at han tager fejl. Det handler ikke om at skulle skamme sig nok til at ændre sig. Faktisk er det modsat. Jo mere skam jo mindre incitament til at ændre sig. For skam fjerner håbet. Og motivation er afhængig af håb. Vi er nød til at tro på og have håb for at ændre noget. Tro på, at det nytter. Håb for at det kan lykkes.

Når skammen fjerner håbet, siger vi ting som “det nytter alligevel ikke noget” “hvilken forskel gør det at prøve” “jeg har alligevel rygrad som en regnorm” “jeg lykkes alligevel aldrig, så jeg kan lige så godt opgive” eller på engelsk “What the hell”.

Det er meget ukonstruktiv at fortælle mennesker, at de er forkerte og skal ændre sig for at blive gode nok. Det kan godt være, at intentionen bag at gøre det er god. Det fungerer bare ikke.

Senere i foredraget kom vi til at tale om noget andet. Den samme mand afbrød igen og sagde, at det havde han opgivet, for det nyttede ikke noget. Så jeg vendte tilbage til “What-the-hell-effekten” og satte de to eksempler op overfor hinanden. Og hvis I tror, jeg hænger ham ud her, så tro om. For han kiggede på mig og sagde “Det her skulle jeg da have lært i folkeskolen! Så havde jeg forstået meget mere i livet!” Og det kræver mod og styrke at lære nyt. At slippe sine overbevisninger og sige “det vidste jeg ikke”.

Det fede var, at han ikke blev ramt af skam. Han tog det til sig uden at føle sig forkert. Som han sagde: det skulle han have lært meget tidligere. Han tænkte jo bare som, han havde lært. Og jeg har den dybeste respekt for ham.

Og helt ærligt så er det jo på ingen måde kun ham, der tænker på den måde. De fleste mennesker tror, at mennesker bare skal tage sig sammen. At hvis de virkelig tog deres problemer seriøst ville de løse dem. Og hvor ville verden være mere enkel, hvis det bare fungerede sådan.

Men vi hjælper INGEN ved at holde fast i den tankegang. Faktisk graver vi hullet omkring dem større. Ægte hjælp er at sætte mennesker i en bedre situation, end de stod i før. Og at udskamme sætter kun folk i en dårligere situation. Hvor ulogisk det end lyder for mange.