kristabojesen.dk

Bloggen er flyttet til min nye hjemmeside ūüôā Velkommen der

Advertisements

Rundk√łrslen/d√łm dig selv lidt mindre

Jeg regner rigtig mange rundk√łrsler i terapilokalet. Ideen til rundk√łrslen kommer fra en historie en ven fortalte mig. At n√•r deres datter p√• ca 6 f√łler, hun sidder fast i et problem, kalder hun det at sidde fast i rundk√łrslen. Og s√• g√¶lder det om at finde en vej ud.

Det fik mig til at t√¶nke p√•, hvor ofte klienter fort√¶ller mig om at “sidde fast i rundk√łrslen”. Rundk√łrslen kan best√• af mange ting. Angst, skam, mindrev√¶rd, stress osv. F√¶lles for dem alle er oplevelsen af st√¶rkt ubehag og uro.

Dern√¶st fort√¶ller de skamfuldt om, hvad de g√łr for at skulle ud. S√¶tningerne starter ofte med “Jeg ved godt, det er dumt, men..” og s√• kommer forklaringer af deres copingmekanisme.

Copingmekanismerne kan se ud p√• mange m√•der. Om vi dulmet f√łlelsen med mad eller stoffer. Om vi s√¶tter alt ind p√• at pr√¶stere mere. Om vi angriber andre for ikke at ene om at v√¶re forkert. Om vi flygter fra det hele eller flygter psykisk ved at gemme os. F√¶lles for dem alle er, at de er de eneste veje, vi kender ud af rundk√łrslen, men at de ikke bringer os et godt sted hen. Coping-mekanismer er noget mekanisk. Noget, der g√•r i gang af sig selv, n√•r vi oplever ubehaget og uroen. Men som i l√¶ngden bringer os i st√łrre problemer.

Det er blinde veje. Og vi sl√•r os selv i hovedet og d√łmmer os selv over dem.

Pointen med at tegne rundk√łrsler handler om at stoppe med at d√łmme os selv. Hvis den eneste vej, vi kender ud af rundk√łrslen, er vores copingmekanisme, s√• skal vi ikke d√łmme os selv for den. Hvis de eneste valg, vi har, er at blive i ubehaget eller g√łre det, der lindrer, hvorfor s√• d√łmme os selv for det?

Det ender i endnu en blindgyde: skam. Og skam er ikke motiverende eller konstruktivt. Tv√¶rtimod. S√• f√łrste skridt er at se n√•digt og k√¶rligt p√• vores copingmekanisme. M√•ske endda sige tak til den. Og s√• farvel.

F√łrst n√•r vi har lettet os selv fra byrden over at f√łle os forkerte pga vores copingmekanisme, kan vi begynde p√• n√¶ste skridt:

At l√¶re nye veje. Nye veje i form af coping-strategier. Strategier, som vi ikke skammer os over og som ikke er blindgyder. Som rent faktisk √•bner veje i stedet for at bringe os tilbage i rundk√łrslen. Men f√łrst m√• vi stoppe med at d√łmme os selv s√• h√•rdt. For det er en helt naturlig ting at g√łre alt, hvad man kan for at komme ud af ubehaget og uroen.

Har du problemer med at s√¶tte gr√¶nser?

Et af de emner, der fylder allermest i terapilokalet hos mig, er gr√¶nseproblemer. Har du ogs√• sv√¶rt ved at sige fra? Det forst√•r jeg godt! Der er s√• mange grunde til, at det kan v√¶re sv√¶rt. Vi kan v√¶re bange for reaktionen. Vi kan v√¶re bange for at s√•re andre. Vi kan v√¶re bange for at miste k√¶rlighed eller forhold, hvis vi siger nej eller fort√¶ller, n√•r vi f√łler vores gr√¶nser overtr√•dt.

Men det problem, jeg oftest m√łder, er, sp√łrgsm√•let “Kan jeg tillade mig det? Har jeg lov? Er det mit problem eller deres?” Det er meget sv√¶rt at s√¶tte gr√¶nser, n√•r vi er i tvivl om, hvad der er vores ansvar og hvad der ikke er. Det kan ogs√• vise sig som en voldsom konfliktskyhed, fordi vi ikke ved, hvordan vi takler kritik. Hvordan skal man kunne vurdere det, hvis man ikke ved, om det er ens ansvar?

I gr√¶nsepsykologien finder vi mange gode regler og en ny forst√•else og tryghed ved gr√¶nser. Hvert menneske beskrives som en have. Det, der ligger indenfor havens skel, er dit eget ansvar. Det, der ligger udenfor, er andres. Dine f√łlelser er dit ansvar. Dine handlinger er dit ansvar. Andres f√łlelser og handlinger er deres ansvar. Men hvis vi ikke ved, hvor skellet g√•r, er det meget sv√¶rt at finde ud af vores egen rolle og vores eget ansvar. Vi skal v√¶re ansvarlige for os selv, og vi skal v√¶re ansvarlige overfor andre. Der er stor forskel.

B√łrn f√łdes med en naturlig trang til at sige nej og sige fra. De udtrykker deres gr√¶nser meget tydeligt. Ofte vil et lille barn, der lige har l√¶rt at sige nej, have det ord som sit yndlings. Der er magt i nej’et. N√•r man sp√łrger min datter p√• tre om noget, svarer hun kontant nej. S√• skal man vente et sekund, f√łr det rigtige svar kommer. Hun bruger nejet som en pause til at overveje sine muligheder, f√łr hun tager rigtig stilling. Hun er ikke helt dum.

Gennem vores liv kan vi blive d√•rlige til at sige nej eller udtrykke vores gr√¶nser. M√•ske oplever vi, at k√¶rligheden bliver trukket tilbage, hvis vi s√¶tter gr√¶nser. Eller at vi bliver gjort ansvarlige for de f√łlelser vores svar kan give. Fx “M√• mor f√• et kys?” Barnet ryster p√• hovedet. “√Öh s√• bliver mor s√• ked af det. Vil du have, at mor skal v√¶re ked af det?” Dette kan give os oplevelsen af at v√¶re ansvarlige for ikke at g√łre andre kede af det. Nogle mennesker oplever, at livet bliver en labyrint fuld af blindgyder. For enten skal de kr√¶nke egne gr√¶nser eller v√¶re ansvarlige for at andre f√•r negative f√łlelser.

Der er s√• mange ting, der kan falde p√• plads i vores liv, n√•r vi begynder at arbejde med gr√¶nser. Det er ikke n√łdvendigvis et nemt arbejde, men det er givtigt og kan lede til en langt st√łrre frihed og mere √¶gte relationer. Gr√¶nserne er nemlig til for at holde det gode inde og det d√•rlige ude.

Nytårsforsæt = selvkritik

N√•r jeg holder foredrag om skam, bruger jeg nogle gange nyt√•rs√łvelsen. Den g√•r ud p√• at skulle forestille sig, at det er nyt√•rsaften og du skal v√¶lge dine nyt√•rsfors√¶tter. Form√•let er at f√• folk til at t√¶nke p√• alle de ting, de gerne vil lave om p√• sig selv eller deres liv. Pointen er, hvor nemt vi har ved at remse dem op. Nogle m√• siges h√łjt, andre er for skamfulde. Men for de fleste er det meget nemt at sige, hvad de gerne vil lave om. Tabe sig, se mindre sk√¶rm, tr√¶ne, kvitte sm√łgerne, osv osv. Mange handler om “burde-ting”. Alts√• ting vi f√łler, vi burde. Der er mange jokes om hvor meget fitnesscentre tjener p√•, at folk melder sig ind i januar. Og bogbranchen udgiver slankeb√łger og tr√¶ningsb√łger i januar i stor stil.

Jeg harcelerer ofte over begrebet at v√¶re den bedste version af sig selv. I min optik er det noget, der sker m√•ske fire gange i dit liv af ti minutter. Grunden til, at jeg er s√• vred p√• det koncept er det urealistiske ved det. Hvis vi hele tiden str√¶ber efter at blive den bedste version af os selv, vil vi konstant f√łle skam. Skam opst√•r, n√•r der er forskel p√• vores ideal-jeg og vores real-jeg. Alts√• hvordan vi gerne vil v√¶re versus hvordan vi ser os selv. S√• hvis ideal-jeget/ den bedste version af os selv fylder meget i vores hverdag, vil skam ogs√• g√łre det. Det er nemlig slet ikke menneskeligt at v√¶re den bedste version af sig selv hele tiden. Livet byder p√• udfordringer, som g√łr, at vi ikke hele tiden kan yde vores allerbedste. Og slet ikke p√• alle de omr√•der, som den bedste version af os selv kr√¶ver.

Er jeg s√• imod at ville v√¶re en bedre version af sig selv? Nej! Hvis der er noget ved dig selv eller dit liv, som smerter dig, s√• er det en god ide at fors√łge at takle det p√• bedst mulige m√•de. Det vigtige er udgangspunktet og hvad du m√•ler dig selv p√•. Din v√¶rdi som menneske afh√¶nger ikke af din pr√¶station. Og n√•r du m√•ler dig selv og dit fremskridt, s√• hav masser af n√•de for dig selv. Det kr√¶ver energi og tid at √¶ndre ting. Det g√¶lder b√•de handlem√łnstre, tankem√łnstre og alt andet.

I mine snakke med mennesker i sundhedsbranchen har jeg l√¶rt meget om disse ting. De k√¶mper hver dag p√• frontlinjen mod de urealistiske krav/burder, vi lever med. Morten Els√łe gav mig p√• et tidspunkt dette r√•d “Hvis din plan f√•r dig til at t√¶nke ‘jeg starter p√• mandag’ s√• er den allerede for ambiti√łs’. Lav en plan du har lyst til at starte p√• i dag” Som med alt andet, er der selvf√łlgelig nuancer i dette, som Morten ogs√• siger. Men vi har ofte en tendens til at ville lave en helhedsplan og implementere det hele p√• en gang. Derfor er r√•det s√• godt som modv√¶gt til den tendens.

Dette r√•d g√¶lder ogs√• nyt√•rsfors√¶tter. Et par andre r√•d: Lad ikke det perfekte st√• i vejen for det gode. Hvis vi hele tiden str√¶ber efter det perfekte, vil vi g√• glip af en masse godt. Og h√łjst sandsynligt aldrig komme til det perfekte. Og det er da en ond cirkel.

Hvad med et vedligeholdelsesmæssigt? Hvad er godt i dit liv? Hvad med at dit nytårsfortsæt handler om at fokusere på at vedligeholde det?

Et m√•l om nydelse. Hvis du √łnsker at lave om p√• ting i dit liv, vil det kr√¶ve energi. Hvor henter du den? Hvad bliver du glad af at g√łre, mens du g√łr det? Dette er en version af √łvelsen Spanden, jeg tidligere har skrevet om. Hvordan fylder du energi i spanden? N√•r jeg til foredrag har brugt nyt√•rs√łvelsen, er det for at lede hen til denne √łvelse. Vi har nemlig meget nemmere ved at identificere, hvad vi vil lave om p√• os selv, fremfor at identificere hvad der g√łr os godt. Det kunne v√¶re et nyt√•rsfors√¶t om at pr√łve nye kreative ting, hvis det g√łr dig glad. Eller et m√•l om at smide dig p√• sofaen med dine b√łrn i stedet for at st√łvsuge. Eller l√¶se flere b√łger. Ringe til dine venner oftere. Eller cykle mere. Det kan v√¶re ALT. Hvis det giver dig energi, mens du g√łr det. Det er ikke de ting, som vi t√¶nker, ville give os energi, hvis vi bare tog os sammen til det.

M√•ske skal du bare glemme alt om nyt√•rsfors√¶tter. Fejr de gode ting i det gamle √•r og √łnsk godt for det nye. Kram og kys klokken tolv. Og dans grimt og frit. Hvad g√łr dig glad? G√łr det

Gaver, √łnsker og k√¶rlighed

Det er blevet gaver√¶s-tid. Der skal k√łbes, der skal √łnskes og det kan b√•de v√¶re stressende og s√•rbart. Der skrives debatindl√¶g om forbrugerfest og klimabelastning. √ėnskesedler bliver nogle gange kaldt bestillingslister. Det kan v√¶re sv√¶rt at se k√¶rligheden for alle tankerne og to-do-listerne.

Her er nogle tanker om de forskellige aspekter af gaveræset.

√ėnskesedler: nogle mennesker har det meget sv√¶rt med √łnskesedler. De opfatter dem som lister af krav eller bestillinger, som de s√• skal opfylde. Hvis man ser dem s√•dan, er √łnskesedler virkelig tr√¶lse.

I min optik er √łnskesedler en gave. Det er en anerkendelse af, at ingen af os er tankel√¶sere. Det er en gave, at de fort√¶ller mig, hvad de ville blive glade for. I gr√¶nsepsykologi taler vi om afsl√łringsloven. At vores gr√¶nser og √łnsker kun kan kendes af andre, hvis vi v√¶lger at afsl√łre dem. Hvis vi holder dem hemmelige, forventer vi p√• en m√•de, at andre skal v√¶re tankel√¶sere og bare vide, hvad vi vil og ikke vil.

S√• n√•r jeg f√•r √łnskesedler af andre, siger jeg tak. Tak for at vise mig dine tanker og √łnsker og hj√¶lpe mig med at gl√¶de dig.

Gaver: n√•r det med √łnskesedlerne er sagt, s√• er en gave en gave. Den er givet af giveren. Det betyder, at enhver gave fortjener et tak. Vi er ikke forpligtede p√• at opfylde √łnskesedlen. Vi m√• gerne selv finde p√•. N√•r jeg er vild med √łnskesedler, er det blandt andet fordi min erfaring med gaver er, at det kan v√¶re meget s√•rbart.

Eksempel 1) til min f√łdselsdag da jeg blev 5 eller 6 gav min lillebror mig sin yndlings lastbil i gave. Den gad jeg ikke have. Men jeg forstod k√¶rligheden bag. At han gav mig det, han var allergladest for. Jeg blev glad for intentionen, men ikke for gaven.

Giveren i dette tilf√¶lde var kun 3 √•r. S√• han var ikke i stand til at forst√•, at det han var glad for ikke var det samme, som jeg ville blive glad for. Vi kan alle komme til at ramme forbi med gaver. Men som giver er det vores opgave at fors√łge at t√¶nke p√•/g√¶tte, hvad den anden ville blive glad for. Og igen er det derfor, jeg er vild med √łnskesedler. For selv som psykolog har jeg virkelig sv√¶rt ved at l√¶se andres tanker ūüėČ

Eksempel 2) en jul var min mand og jeg i byen samtidig for at k√łbe julegaver. Men vi gik hver for sig. Vi st√łdte p√• hinanden, og jeg viste ham den kjole, jeg havde k√łbt til nyt√•r. Han grinede og pegede p√• sin pose og sagde “den har jeg her pakket ind. S√• du m√• hellere bytte den”. M√•ske t√¶nker nogen, at overraskelsen var v√¶k, og han burde have byttet gaven. Men for mig var det vidunderligt. Jeg f√łlte mig kendt og set.

Nogle gange kan gaver blive til smertespunkter. Hvis nogen oplever, at gaven viser, at de hverken er kendt eller set, kan det g√łre rigtig ondt at f√• den. P√• trods af de bedste intentioner kan gaver g√łre ondt. Det bedste at f√• i gave er noget, som man ikke selv havde givet udtryk for at √łnske sig, men som man bliver lykkelig for. Hele tanken bag gaver er vel at f√łle sig kendt, set og elsket. Men det er en meget sv√¶r disciplin at g√¶tte sig frem til den perfekte gave. Og jeg har selv eksempler p√• b√•de at f√• og give gaver i bedste mening, som s√•rede. De eksempler h√łrer ikke hjemme p√• nettet.

Eksempel 3) det v√¶rste der kan ske med gaver, er n√•r de bliver et angreb. At give nogen et slankekursus, eller en bog om at rydde op, hvis de ikke selv har givet udtryk for at ville √¶ndre noget. Lad v√¶re med at pr√łve at hj√¶lpe nogen som ikke har bedt dig om hj√¶lp. Det er lidt det samme som at fort√¶lle dem, at de ikke g√łr det godt nok. Gaver b√łr ikke v√¶re en mulighed for at bede folk forbedre sig.

N√•r alt dette er sagt, s√• handler julen for mig om stjernen, lyset i m√łrket og barnet i krybben. Og uden gaver ville jeg stadig fejre jul med gl√¶de. Men jeg holder virkelig af traditionen med at give gaver. √ėnskesedler giver mig nye indblik i mine elskedes liv. Jeg h√•ber jeg kan udtrykke min k√¶rlighed gennem gaver. Og jeg gl√¶der mig til at m√¶rke k√¶rligheden gennem gaver.

November-digtet/ historien om hvordan jeg helt uvilligt kom til at kr√¶nke en klassekammerat

Det f√łrste digt, jeg nogensinde blev bedt om at analysere, lyder s√•ledes:‚Äú√Öret har 16 m√•neder: November
              december, januar, februar, marts, april
              maj, juni, juli, august, september
¬†¬†¬†¬†¬†¬†¬†¬†¬†¬†¬†¬†¬† oktober, november, november, november, november.‚ÄĚ

Det er skrevet af Henrik Nordbrandt og blev pr√¶senteret af vores danskl√¶rer, som introduktion til at l√¶re at analysere digte. Ingen meldte sig, s√• jeg pr√łvede. Jeg sagde noget i retningen af, at november var en trist m√•neder. M√łrk og kold uden julen til at holde os glade og besk√¶ftigede. Og at jeg troede digteren brugte m√•neden november som et symbol p√• det tunge og triste i livet. At det kan f√łles som om det fylder meget mere end det andet.

Hvad jeg ikke havde t√¶nkt over, var at en af mine veninder i klassen, havde f√łdselsdag i november. Jeg har selv f√łdselsdag i oktober. Efter timen rejste hun sig hurtigt, skyndte sig hen til mig og sagde vredt “Jeg synes oktober er en RIGTIG TRIST m√•ned!” Og vendte rundt p√• h√¶len og gik.

Jeg sad paf tilbage. P√• en eller anden m√•de havde hun opfattet min tolkning af november som trist, til at handle om hende eller sige noget om hende, fordi hun havde f√łdselsdag den m√•ned. Det var slet ikke faldet mig ind, at min tolkning kunne tolkes p√• den m√•de. Jeg husker ikke, hvad der skete derefter. Men jeg husker tydeligt episoden. Fordi jeg f√łlte mig helt forkert og misforst√•et i det.

Da jeg blev interviewet til politikken om skam, brugte jeg et eksempel med at en mor kunne skamme sig over at r√•be af sit barn. En af de f√łrste kommentarer til artiklen p√• facebook kom fra en kvinde, der skrev: “hvorfor er det kun moren, der skal skamme sig over at r√•be af sit barn? Skal en far ikke ogs√• det?”

Jeg sad tilbage med den samme f√łlelse af at blive misforst√•et og taget til indt√¶gt for at have kr√¶nket nogen helt uden at det var med vilje. For det f√łrste ville jeg ikke have nogen til at f√łle skam. For det andet s√• var det bare et eksempel, ikke en uddybende liste. Selvf√łlgelig kan en far ogs√• skamme sig over at r√•be af et barn. Og en l√¶rer kan. Og en p√¶dagog kan. Og en bedstefor√¶lder kan. Alle kan. For det andet s√• f√łlte jeg, at jeg havde gjort noget forkert. Og jeg fik lyst til at s√¶tte hende p√• plads. Og s√• var vi tilbage ved kampen om hvem der er forkert, som jeg skrev om for nylig.

Ditte Giese som interviewede mig, har fortalt mig om begrebet parat-kr√¶nket. At nogle mennesker er parat til at blive kr√¶nket af hvad som helst. Som den f√łrste historie fort√¶ller, kan mennesker f√łle sig ramt og kr√¶nket over ting, vi selv ikke har sk√¶nket en tanke. Der bliver talt en del i medierne om, at det n√¶rmest er umuligt at sige noget s√• politisk korrekt, at vi ikke kr√¶nker nogen. Og det kan v√¶re irriterende og frustrerende.

MEN vi skal huske p√•, at det i bund og grund kommer fra et godt sted. Det er et s√•r, vi ufrivilligt og uden forts√¶t er kommet til at trykke p√•. Der var ogs√• andre i min klasse med f√łdselsdag i november, men som ikke reagerede. Det gjorde ikke ondt p√• dem. I stedet for at g√• ind i kampen om, hvem af os, der er forkerte, kan vi i stedet v√¶lge at h√łre l√¶ngslen bag. L√¶ngslen efter at blive set og h√łrt. Det betyder ikke, at vi er forpligtede til at g√• ind og pr√łve at f√• dem til at forst√• os eller lade v√¶re med at blive kr√¶nkede. Men vi kan huske p√•, at s√•ret var der i forvejen, og vi bare kom til at ramme det. Vi kan huske p√•, at det kommer fra mennesker, som √łnsker at blive set og h√łrt p√• en god m√•de. Og det √łnsker vi jo alle sammen.

Er jeg normal?

Hver gang jeg er ude at holde foredrag, er der nogen, der gr√¶der. Det kan lyde som en rigtig tr√¶ls ting. Men de fleste gr√¶der faktisk af lettelse. En beskrev, at hun var i chok, fordi hun sad og h√łrte mig fort√¶lle om hendes inderste tanker. Om de grimme tanker, som hun troede, hun var den eneste, der gik med. Jeg havde aldrig talt med hende f√łr. S√• det var ikke, fordi jeg stod og br√łd tavshedspligten eller noget. Hun blev -som mange andre- fyldt af lettelse over at h√łre, at hendes tanker var helt normale. At de tanker hun havde om at v√¶re forkert l√łd pr√¶cis som mange andres. S√• normalt, at der var lavet forskning og b√łger om det.

Faktisk har skamforskeren Bren√© Brown skrevet en bog, der hedder “Jeg troede kun det var mig (men det er det ikke)”. Vi gemmer for det meste vores skamtanker v√¶k. Vi er bange for, at hvis vi siger dem h√łjt, vil andre enten bekr√¶fte dem eller ford√łmme os eller afvise os. Vi tror, vi er helt alene med dem. Hvis vi delte dem, ville vi ofte opleve, at andre havde de samme eller lignende tanker.

N√•r jeg bliver spurgt, hvad min mission er med at undervise og fort√¶lle om skam, s√• er svaret: ” at give ord for skam og normalisere”. At f√• skammen ud af skammekrogen s√• at sige. Eller m√•ske rettere at bryde den skammekrog som skammen holder os fast i.

En mand kom efter et foredrag og sagde “det er da utroligt, at jeg f√łler mig opmuntret og mere fri efter at have h√łrt et foredrag om skam”. Jeg forstod godt, hvorfor han t√¶nkte, at det var utroligt. Det lyder m√•ske ikke som en fest at tage ind for at h√łre om skam. Sandheden er dog, at de fleste f√łler sig b√•de lettede, opmuntrede og mere fri bagefter. Og mere normale. For n√•r der kommer ord p√• skammen, s√• ser vi den for hvad den er: en f√łlelse -ikke dem grimme sandhed om os.

Det lyder m√•ske, som om jeg er i gang med at rose mig selv. Men jeg oplever faktisk ikke, at de positive henvendelser er min fortjeneste. Jeg ser det som en √¶re og en gl√¶de at f√• lov til at undervise om noget, jeg synes, er s√• vigtigt og som jeg tror, vi alle har brug for at h√łre. Det er jo ikke mig, der skaber lettelse. Det er den viden, at vi ikke er alene eller unormale, fordi vi oplever skam. Jeg f√•r bare lov til at v√¶re formidler af det glade budskab. Det samme budskab og den samme viden som skabte lettelse og gl√¶de i mig, da jeg f√łrst opdagede den.